Hvad var det dog der skete ?
Skrevet af
Cosey
Jeg er en pige på 49 år. fynbo For 16-17 år siden mødte jeg mit barns far på Fyn. Jeg fik en fødselsreaktion. Det var hårdt for os begge. (Jeg kalder ham lige for T). T ville hjem til vestjylland. Han talte for sin syge moster og jeg gav mig. Var godt på vej ud af fødselsreaktionen. Jeg havde løbet mig ud af det. km efter km. Fedt. Vi flyttede til vestjylland. På vej i flyttebilen ku jeg mærke at et eller andet var galt. Jeg forsvandt ligesom jo længere og længere vi kom dero ver. T. begyndte på psykotp. studiet, jeg fik arbejde i sundhedsbranchen. T begyndte at ændre sig. Kørte solo, jeg ku bare passe mit job. Jeg var meget ked af at bo der. blæst, ensomhed. Blev deprimeret og ville hjem. T startede kampen. Han ville ikke hjem. Manipulerede med mig bla via sin uddannelse og vores tro..du er på det rigtige sted og bla bla. Jeg troede jeg var forkert gled længere og længere ned. Hørte pludselig stemmer, meget uhyggeligt. Han lod mig ligge i sovevær. i uger/mdr ved det ikke, og høre stemmer. Ingen hjælp. Du kan bede fadervor sagde han. Ingen omsorg. Kom op igen, ville hjem til Fyn, blev trykket ned igen, stemmer igen, gled længere ned, passede mit job det meste af tiden og mit barn og T uddannede sig. Jeg slæbte bare penge hjem og følte mig låst, lost og forkert, veluddannet og så det her? Jeg troede tilsidst at min skæbne var at have et dårligt liv. Jeg ku ikke bryde ud. Det kørte sådan i 5 år. Turde ikke fortælle til nogen hvordan jeg havde det. Alle troede at det hele var så perfekt. Stort hus, 2 biler, rejser. Til sidst smed T mig ud. Jeg fandt et lille hus. Han havde en anden, en af hans patienter (kliche), vores søn afreagerede hos mig og var artig hos sin far. Jeg ku ikke klare mere, høre stemmer for fuld skrue. Søgte hjælp for første gang og blev indlagt. Tak for det, for jeg fik ro, omsorg, mad, motion, støtte fra naboer, kollegaer. 6 uger så havde jeg det ok. 4 dage efter udskrivelsen blev jeg fyret. Fik et vikariat et andet sted, ny kæreste 1 års tid. Dagpenge og ny kæreste. Nu kom reaktionen på de 5 år i helvede på gården med T. Psykisk meget utilpas, trist. Kæresten støttede mig. Jeg ku dog ikke se at jeg igen gik på kompromis. Han ville ik min søn og ville kun være weekendkærester. Men jeg havde brug for kærligheden og var blind. Lavede mig om for at vinde ham helt. Blev trist, deprimeret, og så smed han mig ud. Hov, ja, genkendeligt mønster. Selvmordsforsøg, indlagt, angst i stor stil, græd, stemmer, fik diagnosen bipolar. Men lur mig om der ikke er noget personlighedsforstyrrelse...noget dependent eller lign. 1o år i vestjylland, hader det hver dag, har mistet alt inkl. forstanden. Tror ik jeg kan arbejde mere, kæmper hver dag, har det underligt indeni, ved ikke hvem jeg er mere. Men min søn er glad, har meget brug for mig, dejlige naboer, men hvad fanden var det lige der skete og hvorfor vågner jeg op i vestjylland hver morgen ? Hvem er jeg.
Kh Cosey