Jeg - en tænker
Skrevet af
Mig85
Hej alle sammen,
Nu har jeg i flere år læst med på jeres historier på sikker afstand... Men tænker at det endelig er tid til at træde et skridt tættere på. Jeg har i lang tid brugt DepNet til at læse om alle dem der har det langt værre end mig og på den måde lindre min egen smerte. Sådan lidt samme tankegang som "nå ja, I Sudan sulter de, eller i Irak er der krig...". Og selvom mange herinde måske ville være uenige, så hjælper det faktisk... Ikke bare det at læse at andre også gennemgår den her (nogle gange) helt ubærlige og udefinérbare smerte - men også at se at nogle har det meget meget slemmere end mig. For nogle gange føler jeg virkelig at jeg da må være den eneste i hele verden der har det sådan her. 'Sådan her' som i sikkert ved kan være ret svært at sætte en finger på - men for mig, betyder depression nok en helt gennemtrængende og udefinerbar sorg/modløshed/frygt som ikke altid kan dirigeres mod noget konkret. På samme tid føler jeg at en depression i sin natur ALTID vil problematisere ALTING.
Eksempelvis fik jeg den anden dag 7200kr tilbage i skat. Jeg var ret nede i de dage og kunne overhovedet ikke mærke nogle glæde ved at få så mange penge tilbage i skat. Så blev jeg ked af at jeg ikke kunne blive glad over pengene. Og så blev jeg ked af at jeg lod det påvirke mig (altså jeg blev ked af at jeg blev ked af det). Det lyder jo vildt dumt når jeg siger det sådan - men det er ofte en (min?) depression i en nødeskal - at det er så ulogisk, men ikke desto mindre meget meget virkeligt...
Jeg er ikke helt sikker på ovenstående giver mening at skrive i dette forum. Jeg har forvane blot at skrive og skrive hvad jeg tænker og uden rigtig at ane hvor det fører hen - men siden denne side her 'Din Historie', kan det være jeg skal prøve at fokusere på dette...
Jeg er en ung mand i slutningen af 20'erne som nok længe (siden jeg var teenager) har 'følt' meget mere end hvad godt er... I ved, sådan overanalyseret ting, ofte med en negativ konklusion, selvom alt fakta har modsagt dette. Og så har jeg nok også være trist ofte... Måske ikke så meget som jeg bilder mig selv ind (for i depressive stunder kan ALT jo blive farvet gråt - ja selv de bedste minder). Jeg har også i rigtig mange år været fanget i nogle meget forkerte handlingsmønstre - har et ret usundt forhold til kost og motion, dvs. at jeg tror at lykken kan findes igennem et slankt ydre - som om det der virkelig har værdi i ens liv (venner, familie osv. går op om man er tyk eller tynd!!!). Det er dog tanker/handlingsmønstre som er vildt svære at slippe. Jeg har bladret en del i en bog kaldet 'Lykkefælden', som omtaler kortsigtet lykkestrategier - det er vist det jeg ret ofte er ude i... For et par år siden endte det så med en reel depression - ikke i nogen stor grad ifht mange herinde. Dvs. jeg tror på det halve år hvor jeg var hårdest ramt havde jeg måske 2-3 dage hvor jeg var relativt handlingslammet - resten af tiden 'fungerede' jeg i mere eller mindre grad ud af til - men havde det sgu skidt inden i. Psykologsamtaler og mild depressiv medicin fik mig nogenlunde tilbage igen - men smed for et par måneder siden medicinen - og langsomt kom mange af de gamle dumme tanker tilbage (måske havde de været der hele tiden?). Stress, perfektionisme, frygten for at fejle, opslugende fokus på at tabe mig (selvom jeg snart er på grænsen til undervægtig), bekymring over fremtiden (ofte ubegrundet - man kan jo alligevel ikke styre den), samt en generel mangel på lyst til alt som ikke var 'konstruktivt' - det er nok de ord der bedst betegner hvad jeg var/stadigvæk døjer med...
Jeg syntes først og fremmest jeg hele tiden er opmærksom på alting - at jeg har vildt svært ved at være i nuet, men kun fokuserer på hvad der er sket/hvad der vil ske... Jeg oplever tit for tiden at jeg halvt igennem en samtale fuldstændig har overhørt hvad der er sagt fordi jeg har tænkt over hvad jeg skal have (af sundt) aftensmad, eller om den stikken i min højre lunge er kræft og at smøgerne endelig vil gøre det af med mig (jeg frygter faktisk døden igennem sygdom vildt meget - meget klassisk depri-hypokondri har jeg læst mig til).
Tror jeg vil stoppe med 'min historie' her - ved ikke helt hvad ovenstående siger om mig - om andre kan forstå mine forkryblede tanker overhovedet, om der er en rød tråd, eller om alt blot er volapyk... men om ikke andet, nogle gange er det egentlig meget terapeutisk blot at skrive sine tanker ned. Og så fik jeg da brugt 20 minutter på det :)
Stort knus