Krystaltvillingen - Del 1 og 2
Skrevet af
Anonym
Del 1: Nutidige tanker om dengang
Jeg strejfede altid rundt på de små gader
og drømte om det store hav, drømte om sømands skibe på rejse
der bekæmpede havets storme.
At strejfe er en endeløs vandring i måneskin
jeg tog ikke noget forgivet, men alt var ikke helt sig selv
jeg kunne ikke bevæge mig,
stivnet i endnu en uvant tilstand
drog jeg nu ud på mit livs rejse,
jeg fandt stjerner som du.
Jeg drømte om i morgen. Det tidsløse spektrum.
Denne verden af uendelige smagsprøver
på det vi kalder livet.
Det var ikke virkeligt et hjerteslag lige der.
Outsider fra ild til anden
gadestrejfer, og livs passager.
Jeg er alt og intet, men én ting ved jeg,
sejr kom for dagen, da jeg vågnede
en tidlig morgen og alt var magisk svøbt
om min papirtynde hud.
Jeg vidste at i går ville jeg dø,
Men i dag lever jeg.
Jeg havde aldrig lovet nogen at jeg skulle være sej, hård som en løve. Men jeg blev det alligevel, i det at jeg har levet et helt liv, fyldt med udfordringer. Og som en løve gik jeg ud i farvandet, dog ikke altid oprejst og stolt. Kan i forestille jer det, hvad medicin, psykoser og et generelt hårdt liv kan gøre ved en? Jeg føler mig indimellem ikke kun som en 16 årig, men også som en 80 årig. Jeg kom ikke sovende til denne verden, men jeg følte det sådan. Hvordan det egentligt udviklede sig til at jeg blev psykisk syg, ved jeg ikke. Meget af det var vel både de knops livet gav mig. Men også det fysiske, jeg hørte ikke så godt, og jeg havde en hjerneskade. På et plan var jeg helt min egen. En særling. Og den verden jeg altid har færdes i, har været så stille og forunderlig.
Jeg gik helt i min egen verden. Og alle vinkler var anderledes for mig, set ud fra mit synspunkt. Jeg havde min helt egen krøllede vinkel på verden. Og med tiden, var det som om jeg druknede og aldrig rigtigt kunne komme op til overfladen igen. Det var der jeg måtte slås med tiden, og den ind hentede mig hurtigt. Tiden stod aldrig helt stille.
Da jeg flyttede hjemmefra min mor, var jeg stadig et uskrevet blad. Så på verden med helt nye briller på. Jeg var ikke ret gammel, kun 18 år. Nu var jeg voksen og skulle starte et helt nyt liv, nemlig livet som voksen. Jeg tror bare slet ikke jeg var forberedt på det chok der ville komme, og hvor mange prøvelser jeg måtte igennem, før jeg kom frem til et lyspunkt her i livet. Jeg tror at hele vejen igennem mine teenageår, ønskede jeg bare som alle andre teenager at blive voksen. Men hvad lige netop dét indebar, havde jeg sådan set ikke tænkt over. Alting var meget mere besværlig end jeg havde regnet med. Det var ikke som da mor nussede en når man var syg, og der kom mad på bordet hver aften, næsten serveret på et fad. Nej nu skulle man selv ud at handle ind, huske at købe de nødvendige ting, som toiletpapir, aftensmad, morgenmad, frokost. For slet ikke at tale om ting som rengøringsmidler, shampoo, balsam, og alt det der var nødvendigt, for at få et hjem til at køre rundt.
Hvad værre var at jeg kom på kontanthjælp, da jeg ikke havde den ringeste anelse om hvordan jeg skulle klare mig på arbejdsmarkedet med dårlig hørelse, dårlig koncentrationsevne, samt at de første symptomer var begyndt at dukke op, på noget psykisk. Heldigvis blev jeg sygemeldt, og jeg fik lov at gå derhjemme. Men det var slet ikke så nemt, at få det til at køre rundt for omkring to tusind kroner til alt. Og som det barn jeg jo egentligt stadig var inden i, forstod jeg ikke at bruge pengene rigtigt.
Det var her jeg for alvor kom ud i nogle problemer, der satte sig som ar på min sjæl. Allerede i en meget tidlig alder havde jeg selvmordstanker, tanker om at tage mit eget liv. Det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne bære smerten, der var som en slukket blomst. Men nu forlod alt liv i mig fuldstændigt, den gnist jeg før havde i øjnene, var væk. Og jeg sank mere og mere ned i et hul. At mørket kunne fylde så meget i et menneske, tror jeg ikke nogen havde troet, og måske slet ikke om mig. Men så alligevel. At jeg havde de forudsætninger jeg havde, gjorde det ikke nemmere for mig. Min hjerneskade, som jeg havde fået ved fødslen på grund af iltmangel, var det største problem for mig. Undertiden mærkede jeg hvordan at det blev et større og større problem for mig. For ikke kun selvmordstanker fyldte mit hoved. Der lå noget andet bag ved. Noget som var meget større, og stak dybere. Noget som var uhyggeligt og mørkt.
Det begyndte alt sammen på en regnfuld dag. Ja det lyder måske banalt, men sådan var det. Regnen silede ned uden for mit vindue og trommede på vinduerne, som ville den indenfor. Sådan vågnede jeg den dag, fyldt med angst, og en mystisk stemme der sagde: ”Alle er dine fjender og ønsker dig død!” Det var med en messen, der nærmest blev til en råben, og langsomt, men stille lukkede jeg mig mere og mere ind i mig selv. Det værste var nok de lange timer om natten, når jeg vågnede med angst og ikke kunne sove igen. Eller når jeg ikke havde penge til at få noget at spise. Det skete ofte. Jeg var jo på kontanthjælp, på den lave takst. Jeg har egentligt haft stemmer før, men jeg kaldte dem bare noget andet. Nemlig tanker, der ikke var mine.
Men hvorfor så jeg det så først nu, som en stemme? Jeg vidste det ikke. Men at isolere mig, som jeg gjorde, var nok heller ikke det sundeste her i livet. Men af en eller anden grund, magtede jeg bare ikke livet. Min mor havde jeg ikke så meget kontakt til dengang, og det var måske endda min egen fejl. Jeg stolede ikke rigtigt på nogen. Nej, jeg følte mig helt alene i verden og havde ingen veninder. Havde da haft nogle få på efterskolen, men kontakten var ligesom gledet stille ud.
Del 2: Erindringer af et levet liv
Jeg føler at jeg sidder på toppen af et isbjerg. Og tiden står helt stille. Så stille at den er umærkelig. Jeg leder og leder i alle de små kasser, det er et virvar der ligger spredt for alle verdens vinde omkring mig. Små kasser hvor der står fortid fortid fortid på dem alle sammen. Jeg turde knap at røre ved dem, er bange for at det hele skal vælte ned i hovedet på mig. Men jeg leder bare efter nogle ord. Finder gamle og nye kasser frem, fulde af ord.
Pludselig ligger den skinnende og pulserer midt i alle de andre kasser. Den lille sorte fortryllede æske. Der strømmer en sølvlignende magi ud fra den. Den vil åbnes og modtages. Jeg rører den forsigtigt, næsten umærkeligt og mærker dens magi strømme ud imod mig, den danner et lille værelse af billeder inde i mit hoved. Jeg fanger et billede og fryses fast i en virkelighed, der nu ligger mig så fjern…
Jeg er på vej hjem. Vandrer tavst opad og opad. Havnen ligger lige ude i kanten af mit syn. Jeg skal bare kigge til siden så er den der. Jeg kunne bare gå hen og springe i. Det ville være let. Alt for let tænker jeg og stavrer videre. Mine bevægelser er spøgelsesagtige og jeg ænser ikke rigtigt bilerne der suser forbi mig. Jeg kan ikke tro at dette er min virkelighed. Min selvdestruktivitet der har ført mig hertil. Men hér går jeg altså. På vej hjem fra Peter, efter en tur på den anden side af virkeligheden. Tværs over tiden og alle de afstande der måtte være. Jeg kan ikke rigtigt græde. Det er som om hele verden har sænket sig i stilhed og i glimt husker jeg den forrige aftens hændelser…
”Det er hårdt at elske dig!” skreg jeg imod ham. ”Det er så... forbandet hårdt” Hviskede jeg til sidst. Jeg kiggede op og så ind hans øjne som var krystalklare blå den dag, kold og lydløs som kobolt. En mærkelig dyb og mørk lyd steg op fra mit indre og jeg kunne mærke at det ville ud, vælte ud som en stormflod. Men jeg ville ikke lade det bryde ud. Jeg kunne ikke. Jeg havde alt for længe bygget en mur op omkring mig, så intet intet kunne røre mig længere. Så blev alting pludseligt så stille. Så stille at det eneste jeg kunne høre var mit hjerte der slog hurtigt og var fuld af usagte ord. En kulde havde sænket sig over min sjæl, og det ville ikke af. Jeg frøs bare, ville ønske at jeg var død eller aldrig var blevet født. Men jeg levede og jeg levede på kanten af vanviddet. Jeg elsker dig, jeg elsker dig ikke. Hviskede hele min krop.
Han sad over for mig og stirrede lydløst på mig. Det var som om han ville sige noget, men aldrig fik det sagt. Sådan var det altid. Altid... Jeg havde ikke kendt ham så længe. Men det føltes som om vi havde kendt hinanden før, i et andet liv. Det gjorde vi måske også? Jeg rakte mine hænder ud mod ham, som for at sige kom. Jeg rystede over det hele og følte mig iskold, som et tomt og sort hulrum. Men han ville ikke. Han ville ikke. Der var en usynlig mur imellem os, som kun han kunne bryde ned, og det ville han bare ikke. Alting faldt til jorden og det måtte briste eller bære nu. Jeg var ligeglad. Med alting. Med mig selv og mit liv. Intet betød noget længere. Jeg var død uden min anden halvdel.
Jeg rejste mig op og gik ud af rummet. Ville være ude af syne, for der var ikke mere at sige. Jeg kunne ikke tro, at han virkelig ikke elskede mig, han kunne bare ikke få det over sine læber. Alting var lukket inde bag hans egne kolde lydløse mur, og måske kunne han ikke engang selv bryde den ned. Jeg tog min taske og gik ud af døren før han nåede at reagere. Jeg tog ned på stationen og tog toget hjem. Hele turen hjem kan jeg slet ikke huske. Alt var sort og mørkt derefter.
Natten efter sov jeg ikke. Ord, følelser og tanker skabte kaos i mit sind. Jeg tænkte på ham. Månen skinnede ind ad vinduet og faldt i kaskader hen over gulvet foran min seng. Det var som om den ensomme sølvstråle var selve meningen med livet. Jeg håbede inderligt at alting pludselig ville forandre sig og blive til dag i mit hoved.
Men intet var som det så ud til at være og det jeg stræbte efter var usynligt, eller også var det så langt væk som det overhovedet kunne komme... Men det var bare slutningen, det sidste jeg huskede fra vores ”forhold”. Begyndelsen var meget værre, eller rettere, da det startede gik jeg jo ind i det med de bedste intentioner. Jeg havde aldrig forestillet mig et liv så uvirkeligt og grænseløst.
Forladt i kløften mellem fantasi og virkelighed, drøm og mareridt, rager jeg uklar med de utallige billeder der styrter forbi mit indre blik. Æskens sorte magi overstrømmer mig med glimt fra en fortid der både er mig nær og fjern på samme tid. Uendelig føles afstanden. Men virkeligheden liggere tættere. Lige op af døren ind til al det jeg kan se, røre og høre nu. Og i en brøkdel af et sekund vandrer endnu en løsreven erindring ind ad døren. Og er indenfor.
… ”Kig ind i spejlet!” Han kiggede på mig med fasthed i blikket. Noget underfundigt hvilede dybt i hans øjne, blandet med en meget alvorlig mine. ”Hvad ser du…?” Spurgte han igen indtrængende. Jeg kiggede op og mødte et svævende virvar af fragmenter der splintrede spejlet for øjnene af mig. Jeg glippede med øjnene en gang til og mærkede fugtigheden irritere i mine øjne. Jeg prøvede krampagtigt ikke at græde, da jeg så to forladte øjne stirre ind i spejlet. Jeg trak vejret dybt og sagde: ”Det ved jeg ikke” Han tog meget hårdt fast i mit hår og strammede det i et greb og spurgte igen nærmest spøgelsesagtigt: ”Hvad ser du?!”
Det at han kiggede ind i spejlet mens jeg stod der, skrøbelig og lille i hans hænder fik mig til at føle mig ydmyget. Han pressede mit ansigt helt op i spejlet og tårerne der var begyndt at løbe tværede min mascara ud så jeg så billig ud. Alligevel stirrede han uden hindring dybt ind i mit spejlbillede, som ville han drikke hver dråbe af den skrøbelige krystaltvilling i spejlet. Så sænkede han hovedet, læner sig ind mod mit og hviskede ud over al forventning: ”Tro på dig selv”
Spejlbilledet splintrede for anden gang og denne gang, forblev krystaltvillingen ukendt for mig. Jeg brød hulkende sammen og kunne ikke stoppe den lind han havde fremkaldt bare ved ordenes magt og det dybe blik der borede sig tværs igennem min sjæl.
Jeg brugte ham til bekræftelse i det jeg selv syntes; At jeg ikke var noget værd. Jeg brugte ham, så han kunne matche ind i min egen syge lille verden. Min verden af selvhad, selvpinsel og destruktivitet og værst af alt; Selvbeskadigelse.
… Og i midten af dette forløb som løb mere og mere ud over virkelighedens grænser elskede jeg ham mere end noget andet. Jeg elskede hans ansigt, hans øjne og hans gyldenbrune krop. Jeg elskede at krybe ind under hans vinger og lade ham trøste mig, når han havde gjort mig fortræd. Han nedbrudte mig, og ’fødte’ mig som hans lille slave han kunne holde imellem druknende hænder.
Jeg griber fortvivlet ud efter flere billeder i dét værelse, den lille fortryllede æske har dannet, endnu et billede dukker op som et styk revet papir i midten af det ingenting…
Erindringer dukkede op som dybe furer i sandet og slog mig omkuld. Jeg troede ikke på mig selv længere, hvis jeg da nogensinde havde gjort det. Alting smuldrede gradvist imellem fingrene. Og så opgav jeg. Jeg tænkte at jeg ligeså godt kunne blive hvor jeg var, blive stående dér hvor jeg altid havde stået. Midt i stormens vold. Hvor frygten avlede had, hvor hadet avlede frygten, hvor frygten atter skabte tryghed. Frygten var min borg. Mit fængsel. Intet kunne røre mig længere. Kun begivenhederne hvirvlede mig rundt fra sted til sted.
Jeg nåede aldrig at se begyndelsen eller enden. Der er kun nu. Dette øjeblik i mine hænder og øjne. Jeg kan mærke det i hele min krop. Hvordan livet former mig med sine krogede fingre. Væver mine tanker i sindet. Og gør mig levende og kold. Der er kold ild i mine hænder og fødder. Som om jeg i en konstant og stadig vandren leder efter livet i mig selv. Men var det ikke sådan det hele startede ? Jeg blev skabt og jeg levede, så døde en del af mig og sådan skal det slutte, som det begyndte. For der er ingen begyndelse og ingen ende, jeg vil leve til sidst.... Før eller siden.
En aften hvor vi lå og så fjernsyn sammen vendte han sig pludselig om imod mig. ”Elsker du mig…?” Jeg så forvirret op på ham og kiggede så rødmende væk. Jaeh… Svarede jeg tøvende: Det gør jeg vel…” Han tog hårdt fat i mit hår og strammede grebet så jeg ikke kunne bevæge mit hoved, men kun kunne se ind i dybet af hans nu tigergrønne øjne. Jeg forsøgte at slå blikket ned og mærkede hvordan angsten krøb ind i mig som en isnende tåge: ”Elsker du mig” hviskede han igen tyst og varslende mod min kind. Jeg mærkede varme tårer på min kind: ”Ja”. hviskede jeg. ”Jeg elsker dig” Han slap mig og kiggede forundret på mig. Som om han alligevel havde forventet noget andet.
Jeg hviskede det igen og igen som en besværgelse. ”Hvor højt…?”
”Højere end selve livet…” En storm lå og krakelerede lige under overfladen på mig. Jeg følte mig nøgen og sårbar foran ham som jeg lå der. Overbevist om at der måtte være en mening med dette. Jeg vidste bare ikke hvad. Jeg rejste mig op. Svajende i luften. Rummet var uendeligt tomt. Hans åndedrag hvislede i baggrunden. Jeg gik ud og lukkede døren efter mig. Jeg måtte have luft.
Da jeg kom ud, så jeg at det var fuldmåne. Himmelen var dyb mørkeblå sort. Og et par skyer gik ind over månen, så det lignede noget i et eventyr. Jeg opdagede imens jeg gik at jeg følte mig hjemme i natten. Det lignede mig slet ikke. Jeg plejede jo at føle mig hjemme ved solen. Men det var længe siden. Jeg kunne ikke længere huske hvordan det var at føle glæde og mærke solens stilhed. I stedet tilhørte jeg månen. Jeg var en månepige.
Da jeg efterhånden havde gået de tomme gader tynde vandrede jeg hjem ad igen. Jeg glædet mig ikke ligefrem. Jeg var så bange at jeg slet ikke kunne ånde. Frygten sad som en klump i mit bryst. Kunne jeg dog bare slippe for den forbandede angst.
Den tynde overflade krakeleres stykke for stykke og vil ikke samles sig igen. Det er en helhed der er blevet flere tusinde dimensioner. Er det skæbnen? Jeg forsøger krampagtigt at holde fast i livet. Med remmer og tøjler der flyver om mig i sprælsk fart. Fordømmende. Jeg føler vrede og mit hjerte hamrer hårdt mod brystet. Jeg bliver bange for denne nye følelse, der er så intens at den næsten æder mig op. Og i kraft af denne vrede vokser selvhadet som et tykt lag uden om mig. Er dette her virkelig livet? At leve med voksende sår inde under huden.