Har altid følt mig forkert
Skrevet af
Frede_fisen
Lidt mærkeligt og grænseoverskridende at skulle prøve at fortælle sin historie her. Men prøver at give det en chance.
Jeg har kæmpet med depression siden starten af mine teenageår. Men fik først diagnosen og hjælp da jeg var 24 år, indtil da havde jeg troet at det nok bare var sådan jeg var. At tristheden, den her tomme følelse og ensomheden var normalt.
Jeg har haft en god og tryg barndom, men er vokset op med forældre som var/er alt for gode af sig, og aldrig har sagt fra overfor andre mennesker. Og sådan har jeg også altid været, folk har kunnet behandle mig lige som de ville og har bare fundet mig i det uden at sætte mine grænser.
Jeg har ikke været udsat for nogle voldsomme eller traumatiske oplevelser, men jeg er særligt sensitiv og har altid haft utroligt svært ved at styre mit følelses-register og acceptere at mine følelser oftest kan være meget voldsomme for mig.
Og dette karakter træk har nok også gjort at jeg altid har følt mig forkert og udenfor. Jeg var ikke som mine klassekammerater eller venner/veninder. Jeg foretrak oftest ro omkring mig, og har aldrig været specielt social.
Jeg blev holdt udenfor i skolen da vi nåede teenageårerne, da jeg ikke var interesseret i at deltage i fester og div. arrangementer. Så endte med at skifte skole, men fik aldrig bearbejdet disse ting. Ingen lærer tog hånd om det, der blev bare skiftet skole og så var det det.
Nogle år efter fik mine forældre nogle problemer i ægteskabet, og da jeg stadig boede i hjemme kunne jeg ikke undgå at blive påvirket af det. Er svært som særligt sensitiv at de mennesker man elsker aller mest, er så dybt ulykkelige. Og samtidig mistede jeg rigtig meget af tilliden til min mor.
Men alt dette stod på fik jeg også min første forelskelse, men fik en helt anden oplevelse af hvordan kærligheden burde være. Og endte med at leve 4 år i et forhold med meget psykisk vold og til tider fysisk.
Gennem tiden har alle disse oplevelser lært mig at jeg ikke kan stole på nogen, ikke en gang dem som er aller tættest på mig og at det er nemmest for mig at lukke hjertet i for alle de svære følelser.
Men det indhenter altid en, og kæmper en konstant kamp med depression efterhånden. Synes det er en ensom og hård kamp, og synes uden ende.
Men må vel lysne en dag. Det meste af tiden virker det dog bare så uendelig håbløst.