Klemt mellem sine forældre og deres valg.
Skrevet af
Anonym
Jeg kan knap nok huske da de blev skilt, var kun 5 år gammel. Men jeg kan huske hvordan det var at bo hos min mor og papfar - og hvordan det var at komme hjem til far.
Min mor - tog ikke ansvar. Hvad min papfar mente har jo altid været hvad hun mente. Jeg tror aldrig helt at jeg har forstået hvordan hun kunne vælge ham over mig. Don't get me wrong, det er ikke fordi jeg hader ham pga. han er sammen med min mor.
Min papfar er bare.. Ikke den bedste. Altid vil han finde et eller andet jeg skal råbes af pga. ellers finder han noget at mobbe mig med - Så længe jeg kan huske, har det været sådan.
Min far, han er nok en af de mest inspirerende mennesker i mit liv. Og jeg har også fundet ud af at han er på anti-depressiv meds. Angst og depression. Men, noget af det han ofte tager forgivet er alkoholen og hvor meget han indtager. Jeg ved alt for godt, hvor mange i hans familie er/var alkoholikere. Han ved det, han vil selvfølgelig ikke helt indse det - eller forstå det.
Har øvet mig meget på det her - hvordan jeg skal sige/skrive det her, hehe. Har tit lyst til at fortælle alle dem jeg kender og flere om det. Men:
Jeg startede først med at have en depression, da jeg var 13 år gammel. Min mor og papfar som jeg boede med indtil jeg var 17 år (sommeren 2014), havde jeg ikke et særligt godt forhold til - hvis jeg havde et. Jeg havde aldrig rigtigt særligt meget angst, dengag. Men.. Da jeg var 13 ½ år, begyndte jeg at selvskade - jeg begyndte at cutte. Noget af det jeg også gjorde var at tage stilen som "emo" til mig. Og siden da, ja, så er jeg blevet kaldt det mange gange.
Anyways, har altid været den stille pige i baggrunden, som altid kæmpede for at sige noget - hvis jeg fik lov til det af min klasse.
Det var ikke nogen gode mennesker jeg omgik dengang. Da jeg var 14-15 gik det værrer til for sig, med at cutte. Jeg fik angst, for jeg hunderæd, for at nogle skulle opdage det. Kun 2 personer snakkede til mig om det, men har altid skjult det, indtil jeg kom på gymnasiet. Jeg høj sensitiv, og hvis jeg ikke har det godt er jeg særdeles indadvent. Jeg stresser meget, specielt over min depression. Tit synes jeg stadig at jeg gerne vil selvskade - men har været "clean" i ca. 3½ måned nu.
Min mor (og papfar) har egentlig aldrig forstået det. Da jeg flyttede over til min far fortalte jeg dem det. Det var MIN skyld - MIT problem. Jeg skulle bare til psykolog, dog ikke noget de ville hjælpe med.
Min far ved det godt og vi forstår hinanden meget bedre. Jeg ved dog at hvis jeg får råd til at flytte ud - så er det hvad jeg gør. Jeg har ikke lyst til at være en del af det, hvis han ender som hans far, farfar, fætre, onkler, osv.
Jeg har stadig en depression og en del angst også. Prøver at holde modet oppe :)