Give me a f*cking break!
Skrevet af
ØkoRiget
Mit liv kort fortalt og tanker heraf:
Jeg husker ikke meget fra min barndom. Det hænger nok sammen med den massive omsorgssvigt min søster og jeg gennemgik.
Min mor er psykisk syg, det viser sig at min bedstemor også er. Hurra - det er arveligt. Min far flyttede fra Danmark da jeg var omkring 10, derefter gik alt galt. Jeg husker min mors rutsjeture, hvordan vi konstant skulle holde hende oppe, eller hvordan vi udnyttede hun var nede. Hvordan når hun lå på sofaen, kunne man få sin vilje hvis man plagede længe nok.
Jeg husker aggressiviteten vokse i min lille børnekrop og hvordan den kom til udtryk. Jeg husker alle øjnene der kiggede på mig. Jeg husker min mor slæbe mig til psykologer og undersøgelser, fordi der jo tydeligvis var noget galt med mig. Jeg husker jeg aldrig var god nok. Og sammenlignet med min søster, overhovedet ikke et tilstrækkeligt barn.
I de tidlige teenageår fandt jeg sammen med andre børn, der heller ikke havde det godt i deres skind. Hash og stoffer kom på banen. Vi var ligeglade, ligeglade med alt og alle. Og alle var ligeglade med os. Jeg blev spurgt om jeg ikke synes det var en god ide, at jeg flyttede væk fra min mor, det synes jeg, og så flyttede jeg på børnehjem.
På børnehjemmet var der børn som mig. Misforståede børn. Misbrugte børn. Misrøgtede børn. Vi lavede stadig ballade, stak af. Var væk i dagevis. Tog stoffer, røg hash. Vi havde det sjovt, sammen. Vi var noget sammen. Vi var 12-13 år gamle.
Året efter børnehjemmet flyttede jeg på et opholdssted. På opholdsstedet var der ikke stemning for at lave ballade, men for at leve et "normalt" liv, under vores usædvanlige omstændigheder. Jeg begyndte i folkeskole og afsluttede med top karakterer. Jeg blev set med positive øjne.
Min mor blev min allierede når jeg var uenig med "de voksne" på stedet. Hun blev min ven, hvor hun før var min fjende. Min søster kom på efterskole og min bror i aflastningsfamilie. Min mor havde det vist ikke så godt, men det kunne jeg ikke se. Jeg havde travlt med at leve.
Det var en ferie, eller i en slutning af en ferie at min mor besluttede sig for at hun ikke ville leve. Min mor havde fået en ny kæreste, han var sød, men han var ludoman. Han brugte alle mors penge. Vi skulle tit ud og lede efter ham når jeg var hjemme på weekend. Lede på casinoer og barer. Jeg måtte ikke sige noget til opholdsstedet.
Min søster skriger nærmest på mig, jeg er på mit værelse og isolerer mig fra kaosset i stuen. Jeg kan hører hun græder. Jeg stikker hovedet ud og spørg hvad der sker. "mor er død, mor er død" kommer det hulkende fra hende. Jeg skynder ind på det værelse hvor hun peger ind. Og rigtig nok, ligger min mor ganske livløs i min lillebrors seng.
Som i slowmotion ser jeg min mors kæreste ringe til 112 og står med tre tomme pilleglas i hånden. Jeg prøver at vække min mor og mærker panikken sprede sig i min krop. Til sidst giver jeg hende sådan en lussing, at jeg får ondt i hånden. Hun vågner lidt op. Ambulancen kommer. Jeg går og for at ryge. Min søster og jeg vælger at tage med på hospitalet. Vi er 15 og 16 år gamle. Mors kæreste bliver hjem med lillebror, han var ude og lege og kom først hjem da mor blev kørt ud til ambulancen.
Jeg husker ikke meget de følgende uger, var var i survivalmode, men husker dog ambulancemændedes medfølende øjne da de sagde farvel til os på hospitalet. Dem glemmer jeg aldrig.
Efter det var min mor ikke min ven længere. Jeg hadede hende. Og årelange forløb med dårlige, voldelige, kriminelle kærester kom forud for mig.
Jeg er 27 år. Jeg har skulle kæmpe mig igennem hver enkelt stadie i livet. Jeg er træt af at kæmpe.