Min historie

Mit liv i overhalingsbanen...

Skrevet af rikken

Jeg blev født i 1972 og var min mors eneste planlagte barn, har jeg siden fået at vide. Jeg har osse fået at vide at jeg var en stor skuffelse for min far, han havde jo ønsket sig en dreng som den førstefødte; rigtige mænd får jo drenge..... Min mor og far blev gift da jeg var mellem 1 og 2 år tror jeg nok.
Min mor havde min storesøster med ind i forholdet, hun er 5 år ældre end jeg. Jeg husker ikke rigtig noget fra min barndom før omkring 6-7 års alderen, ellers er det meste vist noget, jeg har fået fortalt eller set på billeder.
Min mor og far blev skilt igen, da jeg var 3 år. Min far havde været min mor utro med en af hendes tætte veninder, så min mor tog sit gode tøj og sine to piger og gik sin vej. Dvs. hun fik en lejlighed men brød psykisk sammen og blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Min søster og jeg blev anbragt på et børnehjem. Det kom vist slet ikke på tale at vi skulle være hos min far, han havde jo fuldtidsjob og havde fået sig et nyt liv og sin ønskede SØN med den nye kvinde.

Tiden på børnehjemmet husker jeg ikke. Jeg ved fra min søster at jeg blev tvunget til at spise ost, det kunne jeg ikke lide, jeg ville hellere ha honningmadder. Idag spiser jeg ikke ost.

Min mor mødte på en nytårsaften året efter en ny mand. Vi blev hentet hjem fra børnehjemmet og vi alle flyttede ind hos den nye mand. Under stor protest fra min søster. Jeg husker hende som sur og indelukket. Hun holdt sig for sig selv og læste mange bøger.
Jeg var mere en vild og uregerlig drengepige der altid legede udenfor og fik skrammer på knæene, fik fingrene i klemme, faldt ned og slog mig, men var glad og udadvendt.
Da jeg var 5 år kom min lillesøster til verden. Min skoletid husker jeg kun som sjov og fuld af oplevelser. Jeg var ikke meget til at sidde stille i timevis og lave lektier, men fik dog altid lavet mine ting og kom også ud af skolen med en okay gennemsnit. Jeg var meget social og altid sammen med venner og veninder. Og var så vidt jeg ved også vellidt, for der var jo altid højt humør og sjove påfund når jeg var i nærheden.
Siden jeg var helt lille har jeg sagt at jeg skulle være bager ligesom min far. Så jeg gik ud af 9.kl og kom i lære ved min far, han havde sin egen forretning med kone nr. 3 i en anden by.
Min far tog sig ikke meget af mig i barndomsårene men når min mor ringede og sagde at nu var det vist tid, at jeg kom derop på weekend igen, så kom han og hentede mig. Ofte kom han for sent og ofte havde både ham og konen drukket når de kom.
Han kompencerede sin manglende faderfigur ved at købe mig. Så jeg fik alt hvad jeg ønskede mig af materielle ting af min far.
Hos min mor og hendes nye mand, som jeg iøvrigt var rigtig glad for, var der aldrig mange penge at gøre med.

Nå men få mdr efter at jeg var kommet i lære hos min far, solgte han forretningen. Den blev købt af kommunen og revet ned og nyt bygget op.
Min far hjalp dog med at finde en anden læreplads til mig.
Jeg bestod min svendeprøve og for første gang oplevede jeg min fars anerkendelse og stolthed af sin datter. Jeg kunne noget som han anerkendte, selv om jeg var pige. Jeg var 19 år da jeg var udlært og fik med det samme arbejde som svend i et andet bageri, hvor jeg mødte min kommende mand. Vi var venner i tre år inden det blev til mere. Han var forelsket i mig hele vejen, men jeg var ikke i ham. Men efter en våd fest hvor vi sov sammen, blev det så pludselig os.

Kort efter kom vores første datter til verden. Jeg havde kun barsel i tre mdr, så startede jeg med at arbejde igen. Men blev gravid hurtigt igen med vores søn, som kom til verden året efter.
Så begyndte vi at se på bageri til os selv. Min søn var 9 dage gammel da vi så det bageri der endte med, at blive vores. Hvad tænkte jeg dog på ??
4 mdr efter overtagelsen kørte jeg galt. Havde hovedpine de efterfølgende 3-4 år og havde det forfærdeligt. Var tit ked af det og ønskede mig langt væk fra det hele. Havde svært ved at klare alt det arbejde vi havde som selvstændige. Arbejdede til tider på deltid , men passede jo hus og børn og kontoret ved siden af. En hård tid. Vi havde mange samtaler om hvordan vi kunne ændre i tingene, så jeg kunne holde til det hele, men det lykkedes aldrig rigtig, synes jeg. Jeg blev ved at være træt, ked af det, trist og sur. Af og til strejfede tanken mig, bare at stikke af sammen med børnene. Men en periode må vi jo ha haft det nogenlunde for jeg blev gravid med vores tredie barn. Da hun var 5 dage gammel, stod jeg på en forårsmesse for at promovere forretningen. Min mand havde ikke tid, på trods af han havde lovet det da han meldte sig til messen. Jeg var træt og udkørt, stresset og havde ikke nok mælk til den lille.
Ca. 5 år efter ulykken, hvor jeg fik brud på nakken, fik jeg endelig min erstatning. Jeg glædede mig over at der kom noget der kunne forsøde mit liv lidt efter alle de hårde år, men min mand synes vi skulle investere dem i et nyt bageri et andet sted. I lang tid sagde jeg nej og havde ikke lyst eller overskud til mere. Men det endte med at både han og revisor fik mig overbevist om alle de fordele der var ved det.
Glæden var dog kort, det var hårdt at få den pågældende forretning op at køre og med tre børn, synes jeg slet ikke hverdagen hang sammen og jeg følte mig mere og mere som en arbejdsmaskine og mindre og mindre som en god og kærlig mor. Gennem et halvt år med ca tre timers søvn i døgnet for at få det hele til at hænge sammen, fik jeg planlagt et afgørende træk for mig selv. Jeg valgte at blive skilt. At gå min vej med børnene, ene og alene fordi jeg synes livet og det at være i live og være en god mor, var vigtigere end alle de penge jeg tabte ved dette valg. Pengene fra erstatningen var for længst brugt på forretningen, som blev solgt men med et stort tab for mig. Jeg kæmpede mig gennem en gældssanering de næste 3-4 år på smalkost med pigerne som kom med med, og drengen flyttede med faren.

Disse år var også år med flere skiftende kærester. Ingen af dem føltes helt rigtige for mig og fælles for dem alle, var at det var mig der gjorde det forbi med dem. Jeg havde hver gang brug for luft og frihed. Frihed til at være mig.
Så kom der dog en ny ind i billedet, som holdt i ca 4 år. Ikke 4 nemme år, for han var mand med stort M, egentlig ikke særlig empatisk eller følsom, men noget gjorde at jeg blev ved ham.
Idenne periode dør min mors mand. Det var en stor sorg for mig. For han har været meget mere far for mig end min egen far nogensinde har været. Han var der i hverdagen og var altid god at snakke med.

Børnene brød sig ikke om ham og det var en kamp i sig selv. Kun de sidste 5 mdr af de 4 år vi var sammen boede vi sammen. Jeg og den yngste flyttede ud til ham, da den store flyttede på efterskole.
Der flød mit bæger dog endelig over og vi flyttede hurtigt derfra. Langt væk, og fandt igen ro.

Her sker så det at min storesøster bliver rigtig syg og aflyser sin egen fødselsdag. En uge efter ringer hendes mand og beder os, min lillesøster og mor og jeg om at komme, for hun har noget vigtigt hun vil fortælle os.
Hun er virkelig syg af sin depression og stress, ryster og græder mens hun endlig fortæller hvorfor hun har været syg i så mange år. Min far har misbrugt hende på flere måder iden tid min mor var sammen med ham. Dvs. hun har været 7-9 år. Både seksuelt, psykopatisk dominerende og psykisk grusomt. Det var frygteligt at høre. Men jeg var ikke et sekund i tvivl om at hun talte sandt. Og med ét tog jeg en beslutning; jeg skulle ALDRIG se min far igen. Nogle uger efter skrev jeg et brev til ham, at jeg vidste hvad han havde gjort og at sådanne grusomme mennesker kunne jeg ikke omgås så han skulle holde sig langt væk fra mig og mine børn.
Jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt. Jeg hørte aldrig fra ham.

I 2013 fik jeg min første depression. Eller ihvertfald den første der blev sat ord og navn på. For jeg tror jeg har været temmelig deprimeret da vi havde bageriet og jeg var syg og havde ondt altid, der blev bare aldrig gjort noget ved det.

Men denne her varede i 9 mdr hvor jeg var sygemeldt fra jobbet. Aldrig havde jeg troet man kunne komme så langt ned i et sort hul. Jeg fik ikke medicin men klarede mig igennem med samtaler ved både psykolog og min læge. Jeg mistede mit job. Følte mig presset ud i situationer så jeg selv sagde op.
Men jeg startede nyt job ca et år efter den dep. begyndte. Rigitg glad for dette, dejligt sted at være.
Kort forinden mødte jeg min kæreste som jeg har nu. Han føles rigtig og jeg véd vi skal være sammen resten af livet. Endelig fandt jeg ham som jeg var og er vildt forelsket i, og som jeg kunne mærke at jeg ville have. Ikke bare at han ville have mig.
Men i slutningen af 2014 får jeg så en depression igen. Hvorfor ?? Hvorfor nu ??
Hvorfor nu hvor alting er som det skal være ? Dejligt job som jeg er glad for. Min skønne kæreste, som osse mine børn er rigtig glade for. Og han er glad for dem.

Her er jeg nu. Og skal begynde ved en ny psykolog den 26.jan.
Der bliver noget at tage fat i.