Når mørket overtaget
Skrevet af
Thomas123
Hej alle!
Normalt er jeg slet ikke "typen" der skriver i disse forums og lignende. Men i dag gør jeg et forsøg. Det er en af de dage hvor alt føles som om jeg konstant er i mørke.
Jeg flyttede til Århus for snart 2 år siden i en naiv drøm, at jeg skulle kunne blive kæreste med en pige jeg kendte der skulle studerer heroppe. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Men det er ikke kun det der gør, at jeg føler jeg altid er omgivet i mørket. Jeg har haft rigtig rigtig mange venner igennem tiden, men det er som om de altid falder fra efter 3-4 år, og det kombineret med en barndom hvor jeg voksede op i en plejefamilie og hvor jeg har oplevet svigt på svigt af min biologiske far har medført, at jeg har mange ting som skal arbejdes med og en af følgerne er dette mørke.
Jeg vågner tit med tanken om hvorfor jeg står op om morgnen? Det er som om, at desto mere jeg tænker desto værre får jeg det.
Jeg har efterhånden haft det rigtig godt skidt det sidste år, og beder hver dag for at det vil vende. Det er ekstra hårdt i forhold til mit studie som er meget gruppebaseret, nogle gange har jeg læst den samme tekst 3 gange og kan stadigvæk ikke koncentrerer mig om hvad jeg har læst og det samtidig med den ulidelige træthed er ofte næsten mere end hvad jeg kan klare. Oveni dette fortæller jeg ikke andre end min pyskolog om dette, jeg føler ikke folk vil kunne forstå det. Hmm...
Alle mennesker fortjener lys i mørket!