Der var en gang...
Skrevet af
Anonym
Jeg ved godt mit liv ikke ligefrem har været en dans på roser, der har været mange nedture og lussinger. Men jeg har klaret mig gennem, ikke altid på den bedste måde. Men alligevel.
Jeg er tidligere misbruger med mange år clean, fået flere uddannelser og langt hen ad vejen har de sidste 16 år været gode mod mig. I 2010 gik jeg fra en utrolig sød og dejlig mand efter 10 år, da mine følelser ikke var der mere. Mine børn er stille og roligt flyttet hjemme fra, de har ikke altid boet hjemme men i plejefamilie pga. mit misbrug, men vi fik alligevel nogen gode år efter jeg blev clean, og jeg har et godt forhold til dem alle 3 i dag. Men, livet har de sidste par år været i modgang, efter en alvorlig infektion som gjorde mig meget syg, mistede jeg mit job da der ikke var udsigter til jeg kom i gang inden for rimelig tid.
Da jeg var rask fik jeg hurtigt et nyt job men efter en måned knækkede filmen, stress sagde lægen. Psykisk belastet pga. arbejdet men også den langvarige sygdom, der havde nogen konsekvenser som jeg ikke var opmærksom på.
Lang sygemelding, psykolog samtaler og jeg kom i gang igen og så gik det godt 1 års tid. Var på en fantastisk arbejdsplads med gode kollegaer, men desværre kun et vikariat.
Så på den igen, fik nyt job og det så ud til at være okay at være mig. Men, det var nat arbejde og fik ikke sovet nok.
Side løbende fik jeg en ny kæreste, sød, kærlig osv. Vi bor ikke sammen, men tæt på hinanden så det ikke nogen hindring. Han er også tidligere misbruger og sidste år begyndte helvede. Han tog tilbagefald, en lang historie om noget sygdom med smerter satte det i gang. Jeg blev slået helt ud, og var handlingslammet, meldte mig syg fra jobbet der også krævede mere og mere og kombinationen med for lidt søvn endte med en sygemelding pga. stress belastninger.
Psykolog igen - igen, fyret hvilket var okay denne gang da nat arbejde ikke duer mere for mit sind.
Kæresten kom ovenpå igen, og sommeren gik. For at gøre en lang historie kort er han nu i gang igen, på 4 måned, og jeg er blevet udredt hos lægen og har en depression.
Det ikke hans skyld, det ved jeg godt, men kombinationen af flere ting har opbygget den over tid, siger min læge.
Jeg er kørt ned psykisk, som jeg sagde til min læge i går "Det her er ikke mig". For det er sådan jeg føler, jeg "plejer" at være hende den stærke, hende med glæde og overskud. Har haft en karriere som løber å højt niveau, hvilket naturligvis blev stoppe i forbindelse med min sygdom, men selv mine løbe ture er sløjfet. Veninderne holder jeg væk, for jeg orker det ikke. Gider ikke. Det er ikke mig.
Jeg ved der skal ryddes op i mit liv, hvis jeg skal have det bedre. Jeg ved der har være tab på det personlige plan, tab af identitet i forhold til job og sporten.
Lige nu og her står jeg til at begynde på et nyt job om 4 uger og er ikke sikker på om jeg skal. Tænk hvis jeg ikke kan, og hvor står jeg nu med en depression ?
Har ikke brug for flere nederlag og samtidig tænker jeg måske kan jeg ? Økonomien spiller naturligvis en rolle, men det er ikke det rette motiv.
Jeg arbejder med mennesker, og hvordan skal man det når man ikke føler man kan tage vare på sig selv på en fornuftig måde ?
Der skal ryddes op, og jeg ved at første punkt på listen er kæresten, for selv om han stopper igen, så tror jeg desværre ikke det er den sidste. Han har også ting i rygsækken at slås med, som gør han handler som han gør. Men det forsvarer ikke hans handlinger der ar store konsekvenser for hans nærmeste.
Jeg er ikke mig selv, ikke den positive, glade og omsorgsfulde kvinde je var, og mon jeg nogensinde bliver mig selv igen. Jeg håber.