Det skal ud!
Skrevet af
Sherly
Jeg er en pige på 20 år.
Jeg ved ikke hvor jeg skal starte... Da jeg var 7 år blev mine forældre skilt ligesom mange andre familier gik vores i opløsning, jeg boede hos min far som var kraftig alkoholiker og jeg kan ikke tælle på en hånd hvor mange gange mig og min 3 år ældre søster har hjulpet ham i seng fordi han knap nok kunne stå på sine egne ben.
Min mor hoppede fra mand til mand i håb om at finde lykken (eller det var hvad jeg valgte at tro på) ikke altid de bedste mænd hun kom i nærheden af.
Da jeg var 13 fandt jeg det jeg troede var min eneste ene men ingen lever i en drøm, vi var sammen i 2 år da vi valgte at gå fra hinanden og ca. 9 måneder senere stod jeg med en baby pige, hvor i mellem tiden mens jeg var gravid og i forvejen havde hele min familie på nakken fik jeg dødstrusler af faderen og da hun kom til ville han ikke ha noget som helst at gøre med hende..
Jeg valgte at flytte i pleje familie med mit barn da jeg ikke kunne bo hos min alkoholiske far og se mit barn se det jeg har set. Vi boede i 3 plejefamilier på 1 år fordi ingen havde tid eller overskud til en 16-17 årig med et barn.
Den dag i dag har jeg sat mit barn i plejefamilie for sig selv i mens jeg prøver at få styr på et liv hun kan være med til og så hun kan få lov til at være et barn mens jeg får styr på mit rod i hovedet.
Jeg lider af slem angst anfald og går dagligt med selvmordstanker og jeg har en depression oveni som jeg får medicin for.
Jeg har ingen kontakt til min familie den dag i dag.
For at være ærlig så er jeg træt, irreteret og trist over jeg ikke kan slippe det og komme videre.
Det var slet ikke meningen det skulle være så langt, men når man først starter er det svært at stoppe.
Evt undskyld hvis det ikke kan læses eller der er stave fejl