For gammel og for ung
Skrevet af
MinaBK
Jeg er lige fyldt 30.
Jeg har været arbejdsløs de det sidste år, og boligløs det sidste halve. Jeg bor på en briks hos min moster, da jeg befinder mig i en gråzone, hvor alle over 28 åbenbart ikke har behov for hjælp, og der derfor ikke findes nogen tilbud.
Jeg har ikke haft en rigtig kæreste i 10 år, og er blevet notorisk bange for menneskelig nærhed, da jeg igen og igen har ladet mig udnytte, og åbenbart altid har været for dårlig til at sige fra.
Jeg sidder for jeg ved ikke hvilken gang hjemme, på en lørdag aften intet mindre, da mine få nære venner alle er på ferie, eller har travlt med deres egne familieliv - i denne alder skulle man gerne have skaffet sig én.
Jeg brugte mine teenageår på at tage mig af min alkoholiserede mor, og de fleste af mine 20'ere på at tage en uddannelse der åbenbart ikke giver nogle jobs.
Aften efter aften ligger jeg på min lille briks og græder mig i søvn over min ensomhed, samtidig med at jeg ikke kan lade være med at skamme mig over at jeg har så ondt af mig selv, når nu mange andre ikke er så privilegerede, at de har familie der kan tage dem ind. Jeg har glemt hvordan det føles at nogen lægger armene om mig, og jeg har glemt hvordan det føles at stole på folk. Jeg har glemt hvordan det føles at være noget værd. Jeg er altid den der skriver eller ringer først til mine venner, men er kun den sidste der bliver ringet til i omgangskredsen - jeg er trods alt det ulige nr. Den 13. til bords. Jeg havde aldrig regnet med at det var her jeg skulle være i en alder af 30, og føler mig for gammel til at gøre noget ved det, og for ung til at det er for sent at handle. Jeg føler mig bundet på hænder og fødder, og føler ikke der er nogen steder jeg kan hente hjælp. Dette er et sidste, frustreret forsøg på at række ud. Jeg kunne fylde skuffer med gode råd fra velmenende mennesker og familie, så "bare gå igang med uddannelse" eller "bare find et arbejde" kan desværre ikke bruges til noget. Alt er prøvet, og intet er lykkedes. Jeg skammer mig over at kaste skam over min familie, der alle havde utroligt høje forventninger til mig. Jeg er tømt fpr energi, og ved ikke hvilkenm retning jeg skal gå i.
Og jeg har skrevet meget mere end jeg havde regnet med.