Bliver man nogensinde stærkere af depression?
Skrevet af
Darling
Jeg kan vel starte med starten af dette.
Første gang det gik op for mig at noget var galt, var en sommer, hvor jeg havde søgte ind på universitet, og på det tidspunk var jeg så træt, jeg havde lige færdige gjorde gymnasium, knap og nap. Jeg kan huske at da jeg fik svar på at jeg komme ind på min uddannelse, så var jeg så ligeglad, det eneste jeg kunne tænke på var jeg havde brug for søvn, og jeg var træt.
Jeg gik på den uddannelse i 3 måneder og valgte at droppe ud, fordi jeg aldrig rigtig dukkede op til noget. Men jeg tænkte at jeg sagtens kunne håndtere det hele selv, at det bare var en periode jeg skulle igennem.
Det var en fejltagelse, jeg endte med at grave mig selv ind i hul, som stoppede med at snakkede med mine venner, familie, og hele tiden undrede sig om livet faktisk var det værd? Jeg fik dog taget mig sammen til at snakke med min læge før jeg gjorde noget. "Selvmord er evig løsning på et midlertidigt problem" - Det citat og min famile var det som hjalp mig til at tage snakken med min læge. Min læge og jeg blev enig om at jeg skulle starte på medicin, og igen valgte jeg søge ind på uddannelse, det sammen sted, bare helt forfra.
Jeg kom ind, og livet var godt i et ihvertfald et stykke tid. Så blev det februar, og jeg blev desværre voldtaget. Jeg er afrikanere, så det er forventet at man venter med sex til ægteskab, så jeg turde ikke at snakke med min mor om det eller melde det til politet, men jeg fortalte det til mine søskende, og veninder, og det hjalp. Men jeg begyndte at have problemer med søvn, og begyndte at få angst anfald. I sommerferien (Juli - august), begyndte jeg at gå til psykolog angående overfaldet, og det hjalp også lidt.
Så begyndte et nyt semester, og jeg var i tvivle om hvad jeg var igang med. I november bestemte jeg mig for at droppe uddannelsen, og jeg startet på et kursus "depression og angst", som mit kommune giver gratis, en gang om måned. Det hjalp, i hvertfald lidt, og denne gang begyndte jeg på kontante hjælp, det gjorde jeg ikke sidste gang, jeg droppede ud. Jeg fik en mentor, og nogle til at hjælpe mig søge efter arbejde eller uddannelse.
Jeg fik svar at jeg var kommet ind min uddannelse, og jeg var SÅ glad, det er første gang, og det er længe siden at jeg har følte en form for glæde for at lærer, eller at starte på en uddannelse. men selvfølgelig er tingene aldrig så let for mig.
Når jeg kigger "min historie" igennem, så kan jeg godt se at jeg måske har fokuseret en del på min uddannelse, men det er fordi at jeg følger lidt at det var har været med til at give mig depression. Jeg har altid fået afvide at jeg aldrig ville blive til noget, at jeg skulle være taknemlige, hvis jeg overhovede blev færdige med 10. klasse. Jeg har altid brugt masser af energi på at bevise at jeg kunne meget mere end hvad andre fortalte mig jeg burde være. Jeg har brugte så meget energi på at bevise at jeg kunne mere end hvad folk troede at da jeg endelig fik bevise det, så var jeg træt, og så kom min depression, og senere min angst.
Nu er jeg igang med min drømme uddannelse, og jeg er bare bange for at begå de sammen fejl som jeg tidligere har gjorde. Jeg er bange for at jeg ikke har ændret mig, og jeg bare narrer mig selv. Kan man blive stærkere af depression.
Hilsen fra den nye Darling. I kommer helt klar til at høre MEGET mere fra mig. Da jeg stadige har en del af skulle dele, og en del udfordringer.