Min kamp
Skrevet af
mariahahn
Undskylder på forhånd hvis det virker lidt rodet
Er en pige på 18 år og har cuttede i ca. 2-4 år
Da jeg var omkring 2-4 år blev jeg misbrugt af min far og senere som 10-12 årig af en af mine gamle kærester og så igen af en person på det skolehjem jeg boede på også igen senere hen af min ven på skolehjemmet.
Jeg har stoppet min mor og hende kæreste nogle par gange i at slås hvor der skete følgende de forskellige slemme gange:
- ende med at jeg begynde at tørre blod op efter dem, kæresten var gået og min mor tog op til hende gamle kæreste i stedet for at blive hos mig.
- min mor blev skubbet ind i trappen så jeg råbte at hendes kæreste
- startede med at jeg trøste min mor fordi hun har ked og ende med at jeg måtte sætte mig oven på hende og holde hende liggende på gulvet, mens vi snakke og så græd/råbte hun til mig at jeg aldrig vil få det bedre
Der er self. sket meget mere men det er svært at huske, kun at min mor har været ude for præcis det samme, så er blevet bange for at få børn senere, hvis de også kommer ude for det samme som os
Har aldrig tænkt over tingene der er sket, har bare ignorer den lige indtil i 8 klasse, hvor min mur (som min veninde kalder det) faldt efter mange år, hvor den har hjulpet mig med at ignorer alt der foregik, først der kom alle tankerne og følelserne fra fortiden op til overfladen har altid uanset om det var kærlighed for en dreng eller andet, gemt mine følelser inde, og nu efter så lang tid men gemte følelser er det blevet slemt, for kan ikke længer kontroller dem som før, nu kan jeg uden videre bryde helt sammen og begynde at græde over ingen ting, som kan var fra 1 min. til hvor lang tid det nu skal være og det kan mærkes lang tid efter, hvor jeg så bruger alt min energi på at holde mit humør på minimum resten af dagen, hvilket nogen gange er for svært, og ender med at bryde sammen igen, og jo flere gange det sker på en dag jo tætter på at overvejer at gøre skade eller være på mig selv er jeg.
Inden jeg bryder sammen, plejer det at starte med at jeg kan fornemme at mit humør lige pludseligt er faldet drastisk, hvor jeg prøver på at lade være med at tænke på noget og prøver at falde ned/slappe af, nogen gange hjælper det andre gange må jeg gå rundt en hel dag hvor selv den mindste ting kan få mig til at blive ked af det, eller få lyst til at dø.
Jeg bruger stort set næste hver dag over halvdelen af min energi til ikke at flippe ud/græde/bryde sammen/gøre skade på mig selv.
for 2 år siden skar jeg så dybt at jeg ende med at jeg blev hentet af en ambulance og kørt på hospitalet, hvor jeg skulle syes.
Har taget overdosis af Panodil og Pamol mange gange, 5-7 gang hvor jeg har taget 10-20 piller på engang.
Efter det tog jeg piller en uge efter, men nægtet at tag på hospitalet fordi jeg have været der inde kun en uge før, men det ende med at min onkel og min mosters veninde kom ud af det blå da jeg var på vej over til aftensmad på skolehjemmet, du bad mig pakke til noget tid, det gjorde jeg og fulde med, da vi havde kørt lidt fik jeg af vide at vi var på vej ind på den psykiatriske akut modtagelse, hvor jeg fik konstateret at jeg har sociale problemer og ikke psykiske problemer, men de have sikker ikke ændret det hvis jeg have fortalt dem det hele og ikke bare det basiske.
Blev indlagt i 3 dage, kun fordi jeg ikke have andre steder at bo, fordi ingen turde tag ansvar for mig, og alle var blevet enig om at det ikke ville være godt for mig hvis jeg kom hjem til min mor, da de 3 dage var gået have min mosters veninde tilbud at jeg alligevel kunne bo hos hende indtil min sagsbehandler havde fundet et sted til mig, men der kom nye regler som jeg skulle følge
nogle af reglerne:
tjekket hver gang jeg kom hjem
direkte til skole
direkte hjem fra skole
måtte ikke forlade skolens grund
måtte ikke tag nogen steder alene
måtte ikke være alene
hvis jeg skar i mig selv eller tog piller imens jeg boede hos hende, ville jeg blive smidt hjem til min mor igen
hvis jeg skulle være sammen med venner måtte de ikke forlade min side i et sekund.
Nu er jeg så blevet anbragt i noget som hedder hyblerne, hvor der bor 7 andre unge og 13 voksende pædagoger(6 af dem er faste), hvor vi nu er flyttet over til det nye børnehjem som er ved at blive bygget, var endda i avisen, hvor man så mig og andre klippe snoren over til fremtidens nye børnehjem.
Men kæmper stadig med mit humør, går nogen gange fra at være glad til at have psykisk ondt i mit hjerte, der er mange gange hvor jeg har overvejet at fortælle de voksende om mit meget svingende humør, men er bange for at jeg begynder at græde, og tør ikke at vise følelser, så begynder jeg at føle mig svag.
Der er self. sket mere i mit liv, men det er ikke alt jeg kan huske, men alt det jeg har skrevet er noget jeg ubevist tænker på hver dag, det køre rundt i mit hoved uden jeg ved det, det fylder derfor alt for meget i mit liv, det er blevet en byrde at bære rundt på, at blive mindet om hver dag, at prøve at accepter det der er sket og komme videre, hvilket ikke sker, hver gang jeg tænker på mine minder fra før hen uanset om det er lang tid siden eller kort tid siden, gør det ondt at tænke på, det gør ondt.
Og så er der også lige min angst, den kommer ud af det blå, fx. Når jeg skulle banke på døren ind til soveværelset der hjemme, hvis de ikke hørte mig banke første gang, turde jeg ikke banke på, jeg kunne sagtens bruge en halv time på bare at stå og tag mod til mig, hvor det for det meste ende med at jeg gik grædende ind på mit værelse, fordi jeg følte mig svag, fordi jeg ikke engang turde banke på en dør.
Jeg lader folk koste rundt med mig og bestemme over mig fordi jeg ikke tør at sige noget til det, (lige for tiden rør en af de unge drenge på mine bryster engang imellem, tør ikke sige noget, de voksende ved det men de har ikke fået lov til at sige det til ham af mig) og hvis jeg bliver spurgt om det er for meget eller om min mening, svare jeg altid standard for tør ikke sige min mening, hvis jeg får lov til at vælge noget tør jeg ikke for hvad hvis andre bliver irriteret på mig over mit valg, har så lavt selvværd at jeg har angst for at gøre mange ting, men gør det alligevel for at folk ikke skal finde ud af det, overskrider stort set mine grænser hver dag, og hver gang jeg gør det gør jeg ned.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere, det er et rart sted at bo, men jeg er ikke i stand til at bo sådan et
sted, det er simpelthen for hårdt, jeg føler mig alene og forladt hele tiden, også selvom jeg er sammen
med de voksende, for selvom jeg måske har det sjovt/godt sammen med dem, så er jeg ked af det og knustinden i hver dag, for jeg ved at de hver dag vil forlade mig igen, det kan godt være at de kommer tilbage, men jeg græder alligevel hver gang de tager af sted, jeg bliver så tung om hjertet og det føles som om alle har forladt mig, og jeg bare er helt alene tilbage. Jeg ved godt det ikke er sådan her i virkeligheden, men
jeg føler at de voksende ikke rigtigt gider en, de interesser sig kun for en, når de skal tjekke om man er
stået op, senere hen ved middag for at se om man er kommet hjem, eller for at se hvad man laver, og så
mad tid for at vide om man spiser med, og lidt senere for at vide hvad tid man skal op, det kan godt være at de ikke skal holde øje med en hele tiden, men de kunne godt få en til at føle at man er i en ny familie, i stedet for at man føler sig som en eller anden unge som bare er blevet anbragt her, fordi man ikke har
andre muligheder, og bare kan passe sig selv, det kan godt være at jeg ikke er et barn længere, men det
betyder ikke at jeg er psykisk i stand til at klare mig selv og vigtigst at være alene, jeg kan godt være
alene, men efter at have været alene stort set hver dag i meget lang tid der hjemme, er jeg begyndt at blivetrist og ked af det, når jeg er alene, men mest ked af det. Selvom de er mange voksende hver dag, synes
jeg ikke at de har tid til mig, ikke før, ikke nu, jeg har meget ofte brug for en at snakke med, om hvordan
jeg har det, men enten ved jeg at de ikke har tid til at snakke med mig, i den tid eg skal bruge på det, eller er det bare ikke den rigtige voksen tilstede, der går ofte mere end en uge inden jeg for talt med nogen om det jeg ville, men jeg har været vant til slet ikke at sige det til nogen, så det er ikke så slemt, det er nu
mere at det, aldrig er den samme person hele dagen, men i stedet for flere forskellige, på forskellige
tidspunkter hver dag, hvis jeg skulle vælge, blev det den samme person hver dag, så blander jeg ikke de
forskellige ting og samtaler, som jeg har med de forskellige sammen, og så er der også kun en person at
skulle forholde sig til, og jeg ved ikke helt hvorfor men det ville gøre det hele nemmer for mig, lige som
det hele ville være nemmer hvis der ikke var andre og kun mig, det kan godt være at det skulle hjælpe
mig, men jeg har normalt ikke sådan en stor angst for at være sammen med folk, i så små tal, men nu kan jeg ikke, og mange gange må jeg gå op på mit værelse, efter at have været nedenunder hvor det blev for
meget for mig, der har været mange gange, hvor vi har set noget hvor jeg har, måtte gå oven på fordi der var for mange, også selvom jeg gerne ville se, det vi så. Jeg er ofte bange for at de unge tænker at jeg er
latterlig eller noget lignende, selvom jeg har hørt dem sige det et par gange, og at de ved hvorfor jeg er her og at jeg skær i mig selv, selve det emne har jeg hørt nogen omtale, og har også snakket med nogen af de unge om emnet, selvfølgelig uden at de ved at jeg gør det selv, jeg har efter at have snakket om det, fundet ud af at jeg er et fjols eller en idiot, hvis ikke begge dele, for har fået af vide at når folk gør sådan noget er de idioter og fjolser, så nu har jeg flere
grunde til at jeg er et fjols og en idiot som ikke fortjener glæde, og om jeg så gør, så er jeg ikke sikker på at jeg ville komme til at opleve den, for ja jeg giver de voksende ret jeg er bange for at være glad, og have det godt, men det er der en grund til, for hver gang jeg er glad, ødelægger jeg det for mig selv, ved at
blive bange for det, for når det forsvinder igen, vender smerterne tilbage på fuld tryk, og at have det godt kan jeg heller ikke, jeg ødelægge det for mig selv alligevel, lige som med alt andet, lige som hvis jeg har haft en rigtig god dag der hjemme, og jeg bliver spurgt senere hen om jeg har lavet noget sjovt i ferien
f.eks., sige jeg nej fordi jeg ikke kan huske, at jeg har haft det sjovt, og så bliver min mor selvfølgelige
irriteret, over at jeg ikke kan huske det, og så med tiden bliv der minde sjove, og gode dage fordi jeg
aldrig kan huske dem alligevel. inden jeg kom her til, plejede jeg at høre musik og synge meget af min
tid, men nu hvor jeg bor her, høre jeg sjældent musik, for at jeg ikke irritere andre med at høre højt musik, og jeg synger aldrig mere, fordi man kan høre mig i hele lejligheden, og måske også i de andre lejligheder, savner at synge og høre musik, men er bange for at folk kan høre det/mig, så har givet afkald på en af de ting jeg elsker mest i verden. Jeg hader at vise følelser og at græde, det for mig til at se svag og ynkelig/
hjælpeløs ud, folk skal ikke få lov til at se, at de bare kan træde på mig som de vil, fordi jeg er for svag til at gøre noget ved det, derfor ser folk mig sjældent græde, men i virkeligheden græder jeg hver dag ca.
1-3 gange om dagen/aftenen, all den smerte bliver fri, all den smertegør psykisk ondt i mit hjerte, alle de
følelser som gerne vil ud, som gør at jeg for det svært, med at trække vejret. Jeg græder for det meste
fordi jeg genoplevede et minde fra der hjemme, eller fordi jeg ikke kan stoppe tankerne om f.eks. at skær
i mig selv, kvæle mig selv, eller bare at stikke af og aldrig blive fundet. Jeg har opdaget at hvis jeg ikke
har skæret eller noget lignende i en periode, så har jeg flere syge dage og er mindre social i den periode,
den eneste grund til at jeg er nedenunder, er så folk ikke stempler mig som asocial, ja jeg er med til
mange ting nedenunder, men tvinger mig også igennem de fleste af dem, så folk ikke tror jeg ikke gider
noget, der er også mange gange hvor jeg ikke gider være med/der mere, men bliver så de andre ikke tror, at jeg ikke gider deres selskab.