I hænderne på en pædofil
Skrevet af
Pigen40
Når jeg nu alligevel ikke kan sove, så vil jeg fortælle min historie.
Jeg blev født i 1975, boede i en mindre by med min mor og far. Jeg fik en lillebror da jeg var 6 år gammel. Mine forældre havde fast arbejde og det har de altid haft. Jeg manglede intet i min barndom pånær kærlighed og opmærksomhed, hvilket også betød at der ikke rigtig var nogen regler. Efter min lillebror blev født var jeg meget overladt til mig selv. Jeg havde heldigvis mange venner jeg kunne lege med, men tit måtte jeg jeg underholde mig selv og cyklede rundt i byen.
En dag legede jeg med nogle af mine venner, en af dem fortalte om en ældre mand der boede oppe i byen, hun sagde at hvis vi besøgte ham så ville han give os slik. Vi gik op til ham og fra den dag blev mit liv ændret for altid. Det der skete husker jeg kun i brudstykker og jeg har fortrængt det i 30 år og holdt det for mig selv. Han misbrugte mig seksuel flere gange, hvor længe de stod på husker jeg ikke. På det tidspunkt hvor det startede var jeg 9 år.
Jeg har hele mit liv følt mig unormal, og har haft en unormal viden om sex for en på min alder. Jeg husker ikke rigtig noger fra min barndom. Jeg har fra jeg var 14 år flere kærester, som gerne vil have sex med mig, jeg havde ikke lyst men lod det ske. Det lykkes aldrig rigtig, fordi jeg slet ikke kunne slappe af og spændte alt for meget. Jeg har altid været klassens stille pige, som altid holdt smerten inde i sig selv. Da jeg blev 16 år fandt jeg sammen med min mand. Jeg har altid haft lavt selvværd og den eneste grund til at jeg blev hos ham var at jeg tænkte at der ikke var andre der ville have mig. Vi flyttede sammen da jeg er 21 år og får vores ældste datter da jeg er 23 år og den yngste da jeg er 27 år. Jeg har aldrig elsket ham og der er intet i vores forhold. Allerede på det tidspunkt er jeg træt af mit forhold og det eneste der står i mit hovede er at få børn.
Efter min yngste datter blev født begyndte mit liv at gå nedad. Jeg blev i løbet af de næste 8 år sygemeldt 4 gange med depression. Lige nu er min 4. gang og den har været den værste. Jeg har været helt nede i et dybt hul og jeg kæmper stadig. Det som jeg har fortrængt i 30 år har jeg endelig fået fortalt til mine forældre og andre som jeg har kær. Det der var det værste var at se hvor ked af det at de blev, men det var også en lettelse for mig. Men jeg kan mærke på mig selv at jeg har et behov for at vide alt hvad der skete dengang og jeg har også stadig noget indeni som gør ondt. Jeg må bare kæmpe videre og der er lang vej endnu.
Jeg er i behandling for depression og har en ængstelig personlighedsforstyrrelse og skal også i noget behandling ift. overgrebene.
Jeg håber i kan forstå hvad jeg har skrevet, det der med kommaer er ikke lige mig.
THE BRAVEST THING I EVER DID WAS CONTINUING MY LIFE WHEN I WANTED TO DIE.