Bekymringsdukken
Skrevet af
Mellerup
Jeg har dem i en lille pose i min taske - bittesmå tændstikdukker. Jeg købte dem engang, for at støtte børn i Chile tror jeg. Meningen er at man lægger dem under sin hovedpude om aftenen når man går i seng, hvis man i dagens løb har fået nogle bekymringer man spekulerer over. Dukkerne er med til at finde på løsningen, i søvnen, og næste morgen skulle de være væk. Jeg ville ønske at jeg havde de dukker da jeg var barn, når mor og far drak og var fulde, når de mærkeligste personer ( vagabonder, psykisk syge fra skansegården i Hillerød og fra Sankt Hans) fandt vejen forbi vores lille lejlighed fordi min far havde et KÆMPE hjerte for mennesker der havde det værre end os. Jeg kunne være så bange for disse besøg, som oftest endte med at politiet kom.
Jeg ville ønske at jeg havde haft dukkerne da min far døde. Jeg var 11 år. Min mor blev syg, kort tid efter.Skader af alkohol og medicinmisbrug. Leverbetændelse, grå stær og gulsot. Jeg passede hende, og vi havde hjemmehjælp. Jeg var ikke meget sammen med mine kammerater - jeg skulle altid hjem og handle ind, for min mor kom aldrig ud mere. Jeg tror hun var angst. En gang ved juletid fik jeg hende med i Irma. hun brækkede sig på gulvet derinde, og siden klarede jeg selv alt: Indkøb, bank, posthus, ringede til lægen, passede min skole og min mor.
20 år gammel mødte jeg min elskede mand. Vi flyttede sammen, og jeg begyndte stille og roligt at starte mit eget liv med ham, selv om min mor stadig gjorde krav på min tilstedeværelse i tide og utide. Ringede til os morgen. middag, aften og nat. Hun var inde og ude af hospitalet og endte med at blive indlagt på Nordvang med en kæmpe depression tror jeg. Alt dette stoppede i 1986. Mor døde, og jeg blev "fri". Året efter fik jeg mit første barn og 2½ år efter fik jeg barn nr. 2. Jeg var lykkelig nu og alt kørte på skinner. Vi fik et dejligt hus, havde arbejde, ungerne begyndte i skole - og pludselig en dag begyndte jeg bare at græde og græde og græde. Jeg gik til lægen og efter en kortere udredning fik jeg at vide at jeg havde en depression. Jeg fik antidepressiv medicin, og fik det godt igen - dvs. at depressionen er der hele tiden for den er blevet kronisk. jeg har prøvet at trappe ned på medicinen over et ½ år, men det gik ikke godt. Jeg begyndte at græde igen. Jeg har ændret medicin løbende, men har nu fået konstateret at jeg ikke slipper af med min sindstilstand. Melankoliker siger min læge. Udadtil er jeg glad og smilende, men indeni er der bare bekymringer, bekymringer og atter bekymringer over al ting. Penge, børnene, børnebørnene, manden som har haft en blodprop i hjertet og deraf kronisk hjertesvigt, arbejdet som jeg passer men som jeg er bange for at miste. Hele tiden et eller andet at bekymre sig om, som jeg ikke kan lade være med hele tiden at spekulere over. Også er det at jeg bliver så træt, så træt, og bare vil sove for at glemme. Jeg vil så gerne være stærk og have overskud, men jeg kan ikke. Selvmord har jeg aldrig tænkt på - jeg er rædselsslagen for at dø.
Bekymringsdukkerne har jeg endnu, og sommetider bliver de lagt under min hovedpude, for tænk hvis jeg vågnede en morgen og alle mine bekymringer var væk.
Mellerup.