En lille kort
Skrevet af
JeanetteLN
Diagnosen er forholdsvis ny selvom den har været på banen en del gange efterhånden (både sygdommen og diagnosen) - dog uden at nogle ville gå videre med den. Det skyldes nok at ingen ville se i min familie, eller ikke kunne se. Mine forældre var ikke just de bedste, selvom jeg dog af en eller anden underlig grund stadig har en følelsesmikstur af kærlighed, sorg og vrede mod dem. Mine brødre og jeg voksede op i isolation fra både venner, familien og forældre. Vi blev udsat for vold og senere blev jeg også seksuelt misbrugt af først venners brødre og fædre, der var også en episode med min far og senere prøvede min pap-morfor også. Ved sidstnævnte var jeg fjorten år og forstod for første gang at sige fra - at han besværtede min mormor i forsøget, var nok det der gav mig kræfter til at stoppe det; for selvom jeg var dårlig til at sige stop for mig selv, så var jeg ekstremt god til at forsvare andre. Selvom det gav mig den selvtillid at jeg nu ved jeg kan sige fra, så efterlod episoden mig en dårlig smag i munden. - For anmeldelsen gik ikke igennem, og selvom mine forældre ikke ville se min pap-morfar efter det (og jeg ikke har set ham siden), så begyndte min mor og tale med ham igen, som var episoden aldrig sket. Hun ser og snakker med ham relativt ofte nu og jeg føler mig svigtet. Gennem en stor del af min barn - og ungdom udstødte jeg mig selv i den forstand at jeg konstant følte mig fremmed og anderledes end alle andre, men stadig brændende ønskede at være en del af flokken. Det er et element der har fulgt mig i relationerne op i voksenlivet, og selvom jeg forstår at være social og kan more mig med andre, så har følelsen ikke ændret sig.
Man kan sige at jeg har meget med i bagagen fra mine tidlige år, og det har givet mig "problematikker" som det bliver kaldt i min udvikling og i mit liv. Disse er med til at skubbe mig tilbage i depressionen, og når jeg føler en bedring er den oftest kort og ofte også baseret på noget forkert - selvom det forkerte kan være svært at beskrive. Med depressionen har jeg også en bred diagnose kaldet "blandet personlighedsforstyrrelse". Denne er også noget så hyggelig (*sarkasmen flyder) og jeg ved desværre ikke så meget om hvad jeg skal gøre af den. Jeg er i dagligdagen en blanding af alt muligt, og jeg tror nok derfor at det kan være svært at lære mig rigtig at kende. For selvom jeg kan være noget så fyldt med humor og lyst til at tilbringe tid med andre, lige sådan kan jeg være dybt betynget og lave ingenting fordi der ikke er en lyst overhovedet - et helvede mellem at man ikke vil eksistere men er fastholdt til ikke kunne komme videre.
Det tragiske er nok at min barndom har gjort at det næsten er umuligt for mig at række ud efter nogen, for jeg har lært at enten bliver min hånd set, men ikke taget eller slået væk, eller også ville der ikke være nogle til at tage den. Det er også grunden til at jeg søgte hjælp sent i forhold til at jeg altid har følt mig... fremmedgjort, og senere det, der var værre.
--------------------------------------------------
Det er svært når man føler sig holdt tilbage, særligt når man ser at andre har fri bevægelse og man selv bliver ladt tilbage, alene, af den byrde man nu end har, en tyngde, der ikke synes at kunne efterlades.