Venter bare på enden ..
Skrevet af
Ajulm
En barndom med seksuelt misbrug da jeg var 8-10 cirka.
En sundhedsplejerske valgte da jeg var 13 år ikke at gå videre med det jeg fortalte.
Et svigt jeg ikke kan forstå eller tilgive.
Da jeg blev 18, fik jeg det endelig fortalt det igen.
Og fik "hjælp".
Det var i hvert fald hvad de kaldte det, men det er vidst at pynte på det.
Da min familie fik det afvide gik min familie på min fars side i opløsning.
Og jeg havde kun min mor og min mors familie, min farfar og min uduelige far tilbage.
Min far fik en ny kæreste kort efter min mor gik fra ham, da jeg var 10 år.
Han valgte hende, og valgte mig og mine søskende fra.
Min mor slog mine søstre, jeg ser det stadig for mig nogle gange når jeg skal sove.
Min far sagde en gang til mig at hun slog mig da jeg var lille.
Alligevel valgte han os fra?
Vi var ikke gode nok, og var bare små robotter når vi var på besøg.
Det var hæsligt!
Jeg valgte at sige fra, og mistede kontakten til min lillebror.
Min mors familie er i mellemtiden og blevet splittet og min farfar er død.
Så nu har jeg virkelig ikke mange tilbage.
Fra jeg er 18-23 år, ryger jeg bare længere og længere ned.
Indtil for at halvt år siden.
Hvor jeg tager min beslutning.
Nu skal elendigheden slutte, og det bliver også afslutningen på mit liv.
Min bedste veninde hader mig.
Ja det lyder sindssygt dumt, men alt jeg gør er forkert.
Og nogle af de ting hun sidste gang vi skrev sammen.
Det kan hun ikke vore bekendt, og jeg har droppet venskabet.
Looonely, I'm mrs. lonely!!
Jeg er cutter, jeg havde holdt en pause i et års tid, jeg var så trætte af ar, spørgsmål, dømmende blikke, osv!
Jeg faldt over en side med noget sugardating.
(Man holdet en mand med selskab, og han betaler for mad og hvad man nu ellers laver)
Men siden havde et rygte om at det var et mødested hvor mænd søgte sex for penge, og pigerne solgte sig selv.
Jeg tænkte dengang at jeg jo alligevel er blevet seksuelt misbrugt, så det kan vel ikke ødelægge mere for mig.
Og min økonomi hang i laser, jeg havde ikke råd til noget, ikke engang mad.
Så jeg kastede mig ud i det.
Jeg stoppede med det, fordi jeg faldt for de mænd jeg var sammen med.
Den opmærksomhed, ros og anerkendelse jeg fik, den kan slet ikke beskrives.
Jeg blev såret hver gang vi havde været sammen og opmærksomheden stoppede.
Så jeg valgte at stoppe.
Ja man vil nok mene det er den mest underlige grund til at stoppe.
Men jeg vidst også pænt underligt.
Men at stoppe var en dum beslutning.
Nu med enormt negative tanker om hvor billig jeg er, hvor klam jeg er, endnu en gang uden penge, og samtidig bliver jeg afpresset af en der ved hvad jeg har lavet, og som kender nogle i min familie.
Det går super godt!
Jeg ryger længere og længere ned, begynder så småt at planlægge mit selvmord.
Eller rettere optakten til det, for selve selvmordet, det kan jeg ikke finde ud af hvordan jeg skal gøre.
Men jeg er ikke et koldt menneske, faktisk sætter jeg alle andre før mig selv.
Jeg har derfor sørget for at mine nærmeste alle får en oplevelse med mig inden jeg smutter.
Selvfølgelig camoufleret som julegaver!
Og jeg er pt. Halvvejs igennem oplevelserne for min familie.
I mellem tiden er jeg begyndt at cutte igen.
Det gør mig ikke så meget, arene er grimme, men altså hvis de giver mig bukser på når jeg er død, så er der ingen der bemærker det alligevel.
et familiemedlem ender med at komme igennem til mig, og jeg er simpelthen så dum at jeg fortæller hende det hele.
Dumt, dumt og endnu mere dumt!
Jeg ender via en lang omvej på psykiatrisk i Kolding.
Ikke indlagt, men bare til et møde.
Jeg har ikke andre valgt end at være ærlig, da jeg har et pres fra familiemedlemmet.
Deroppe mener de ikke jeg har depression, men de vil meget gerne undersøge mig for personlighedsforstyrrelse.
Ja tak, efter 5 år på depressive piller, flere psykologer og psykiatere og en daglig kamp for at stå op af sengen, tænker de der måske er noget andet galt.
Jeg ved bare at jeg ikke giver dem 5 år mere til at finde ud af det.
Jeg kommer tættere og tættere på min dødsdato, og min samvittighed er begyndt at påvirke mig meget.
Jeg ved mine søstre vil blive fuldstændigt ødelagte, og det gør så ondt at vide at det er min skyld.
Men for pokker, jeg kan ikke mere, og de har nok større chance for at få et godt liv med psykologhjælp end jeg har.
Jeg ønsker dem kun det bedste, de betyder alt for mig.
Men nu er jeg egoistisk!
Mit cutting går helt amok, jeg begynder at spille odds IGEN.
Så nu er jeg fattig ludoman der cutter.
Så når vi frem til hvor jeg er nu:
Jeg har ingen penge, et par tusind i minus faktisk.
Banken har spærret mit kort, så jeg kan ikke få stillet min spillertrang mere.
Eller få mad for den sags skyld.
Jeg cutter derfor helt vildt.
Jeg har ikke andet at lave, og jeg elsker at gøre det. Det er så dumt.
For jeg burde tjene penge, men jeg kan ikke sælge mig selv med alle de sår.
Og jeg kan ikke lade være med at cutte når det hele ser så sort ud.
Ond cirkel? Det tror jeg nok lige!
Jeg skylder et familiemedlem en masse penge, og del burde jeg tjene så hun kan få dem igen.
Men i stedet har jeg undersøgt reglerne om gæld.
Og jeg har læst at gælden ikke kan "arves".
Så jeg må tage et lån, aflevere pengene og når jeg så dør så har jeg gæld til skat og et kviklån.
Men heldigvis er der ingen der hæfter for det.
Jeg var i sidste uge til udredning for personlighedsforstyrrelse.
Jeg havde en med derop, og hun fortalte om mine selvmordsplaner.
Psykiateren lagde alt fra sig og sagde at hun ikke gad lave undersøgelsen hvis jeg alligevel begik selvmord.
Det koster mange penge at lave den undersøgelse, så jeg skulle love hende at jeg ikke satte en fast dato, før jeg vidste hvad de kunne gøre for mig, ellers ville hun ikke fortsætte.
Alt i mig skreg at jeg bare skulle rejse mig og gå.
Og lige sige - jeg skal ikke bruge den til noget alligevel.
Mit ønske er at i kan skrive den skide ubrugelige diagnose på min gravsten.
Men jeg ved godt at så er der chance for en tvangsindlæggelse, og det vil gøre mine planer lidt mere besværlige.
Jeg skal virke som om jeg klarer den, selvom alle godt kan se det er pisse hårdt.
De må ikke kunne se den er helt galt.
Så jeg ved godt jeg er nødt til at sige ja.
Så lidt modvilligt og grædende sagde jeg ja.
Men altså - helt ærligt?
Jeg har da for længst sat min dato, og det kan hun eller samtlige psykiatere i hele Danmark ikke ændre på.
Jeg er desværre et tabt tilfælde, jeg ved det, min familie ved det, og nu skal psykiatrien finde ud af det.
Skal de hjælpe mig, så skal de give mig et selvmordsredskab der ikke gør ondt.
Det er mit største problem.
Men det får jeg dem nok ikke til.
Hun spurgte om jeg havde planlagt selve selvmordet, og jeg sagde nej.
Men egentligt så har jeg en plan, men den er usikker og rammer ikke kun mig.
Jeg har skrevet med psykolog anonymt på nettet fordi min samvittighed gik langt over hvad jeg kunne klare.
Hun sagde at jeg var nødt til at stoppe med at sige det jeg sagde jeg ville gøre, ellers var hun nødt til at blande politiet ind i det.
så er jeg da i hvert fald ikke dum nok til at sidde op på psykiatrien og fortælle det.
Igen - opfør dig som om du ikke er helt væk!!
Idag er det d. 24. Marts.
Så jeg har præcis 3 måneder tilbage.
Det burde være tid nok til at få gjort det sidste klar.
De siger man skal leve livet, for man har kun et.
Jeg håber de har ret, tanken om livet efter døden er mit værste mareridt!
En meget rodet historie om mig liv, og ja den kunne nok godt have være meget længere ..