Bipolar blandingstilstand
Skrevet af
ellie
Mit liv går op og ned. Det har altid gjort det. Jeg kan huske det fra barndommen. En meget voldsom reaktion på en hændelse. Et stort skift i mit humør. Til min konfirmation måtte jeg skjule to ridser på min arm fra barberbladet, jeg få dage inden havde skåret mig med. Jeg glædede mig og var spændt, men jeg var deprimeret og skar i mig selv. Den ene dag var fyldt med overgearet glæde og den anden dyb sorg over mit liv.
I dag ved jeg, hvad der er galt. Jeg får Lithium endelig efter 6 svære depressioner og et hav af op og nedture. Jeg er reguleret. Men de små udsving kommer. Jeg påvirkes af ting i mit liv.
I dag:
Jeg vil græde og skrige. Nogle gange gør jeg det. Jeg lægger hovedet på sofaen, ryster over alt. Spjætter. Skriger. Kradser hårdt i min hud. Måske går der hul. Det er rart. Jeg slår mig selv. Hårdt. Jeg ser kniven for mig. Men jeg gør det ikke. Men mine tanker kredser om skarpe genstande. Min hud vibrerer. Det er som at sidde i en bil i tomgang. Mit hjerte vil ikke slappe af. Jeg forsøger at sove, men ingen piller virker. Jeg har lyst til at hoppe lige tilbage i et misbrug af opiater. Men jeg er klogere nu.
Pludselig stopper gråden. Jeg er mere rolig nu. Jeg rejser mig og begynder at gøre rent. Jeg har mange tanker. Ting, jeg gerne vil gøre. Jeg ville egentlig bare gøre køkkenet rent, men pludselig har jeg ordnet alt. Hele lejligheden skinner.
Senere går jeg ned igen.
6 mdr siden:
Han ved godt, at jeg ikke er normal. Han forstår det også godt. Men han gør det værre. Når han taler bliver jeg mere og mere panisk. Hans ord slår ikke på en normal måde. Andre føler dyb sorg. Jeg føler ikke, at jeg kan eksistere. Jeg ryster og græder. Har lyst til at hive mit tøj af og tage huden med. Jeg falder sammen på gulvet og endelig går han hen og samler mig op. Inde i sengen hyperventilerer jeg og han må holde om mig bagfra for at få mig rolig. Pludselig er jeg tilbage. Lettelsen over at være tilbage og følelsen af at have ham tæt på igen giver mig et adrenalin kick. Jeg skider på alle følelser og konsekvenser og kaster mig ud i sex, selvom det vil såre mig senere. Jeg er oppe at køre og kan ikke tænke klart.
2 år siden:
Jeg har været en zombie længe. Jeg er depressiv. Jeg er fyldt med sorg over mit liv. Men jeg er rolig. Jeg går derhjemme. Skal træde over et stativ. Jeg falder. På mere end en måde. Jeg falder ind over mit bord, slår hænderne igennem glaspladen. Og så sker det. Jeg falder sammen. Pladen er ødelagt. Jeg elskede det bord, det var et arvestykke. Jeg har glas i hænderne, det føles rart. Blodet er på gulvet, på væggen, på mig. Jeg må på skadestuen. Jeg sidder der og får glas pillet ud af hånden. Kigger på sygeplejersken. Jeg tænker "hjælp mig". Men kan ikke sige det højt. Da jeg kommer hjem er jeg ude af den. Senere må jeg tage på psykiatrisk skadestue. Alt er surrealistisk. Jeg kan ikke se, at det er mig. Jeg er en anden. Jeg håber, at de vil indlægge mig. Passe på mig. Men jeg er ikke selvmordstruet. Jeg skal kontakte en psykolog. Men jeg har ikke råd. Så jeg må klare mig selv.
Og sådan kører mit liv.
På jobbet er jeg 100 %. Jeg er glad og sjov. For her er ro. Jeg ved, hvad jeg skal, jeg ved, at jeg kan. Sker der noget uventet kan angsten dukke op. Så kan jeg overbevise mig selv om, at jeg skal fyres.
Medicinen virker. Bedre end noget andet. Men mine "trickere" påvirker stadig. Følelsen varer ikke ved og den bliver ikke til en depression. Men i dag ser jeg, at jeg har en blandingstilstand. Man føler, at man er sindssyg. Man mister hjernen, hjertet, forstanden, fornuften. Man ødelægger relationer, ting, forhold. Fordi man i det sekund er ude af kroppen. Hvem skal elske mig og være med mig igennem livet, når jeg er sådan? Jeg har kun mødt én der kunne rumme det. Men han er også mit livs største tricker. Han påvirker min lidelse negativt og det går ikke. Men ingen kan rumme mig. Hvem gider en skingrende sindssyg kælling, der bare skriver 20 beskeder i sekundet og sviner dig til? Ingen. Ingen vil mig.