(Forvirrende) tankeræs
Skrevet af
frkpetersen
Jeg er en pige. En pige på 20 år, med kæreste, hund, lejlighed og er under uddannelse - det hele er perfekt. Ud af til.
Inden i, er det de fleste dage gråt. Jeg har ingen overskud og lunten er kort.
Jeg kommer hjem fra skole, ligger mig på sofaen og falder hen; selvom der er vasketøj der skal ordnes, oprydning og hundeluftning. Men jeg orker ikke. Jeg bliver sur på mig selv - for det tager jo kun 30 minutter af min dag, at ordne lidt af det huslige, min kæreste ikke når i løbet af dagen. 30 sølle minutter - tag dig dog sammen, kvinde.
Jeg får dårlig samvittighed. Overfor mig selv, overfor min kæreste og min hund. Og jeg bliver flov. Flov, fordi det ikke altid er opryddet og støvsuget, når vi får gæster. Hvad må de da ikke tænke? "Hun laver da heller ingenting"
Aftensmad - hvad er det? Jeg står for madlavningen, men jeg orker 4 ud af 5 dage ikke - eller også sover jeg mig fra det. Min kæreste brokker sig ikke; han tager bare et stykke brød. Men jeg føler, at jeg ikke en gang kan tage mig af det menneske som står mig nærmest.
Der er også gode dage.. Eller timer - for det gode humør, overskuddet og de positive tanker vare kortere og kortere tid, og kommer mere og mere sjældent. Jeg prøver, det gør jeg virkelig. Men jeg har ikke energien til det. Og det irritere mig; jeg plejer, at være et af de mest optimistiske mennesker...
Min bedstefar døde i år. Pludseligt. Han har været syg længe, men var i en god periode. Og bum; så døde han. Hjertestop. Heldigvis mærkede han intet, det trøster jeg mig med. Men det var svært, for jeg nåede ikke, at bearbejde det rigtigt, synke det og græde over det, før jeg igen skulle på arbejde. Og passe "de gamle" mennesker. Plejehjemsarbejde, når ens bedstefar lige er død? Det er et nogo. Får snøvlet mig igennem arbejdsdagen. Så kommer jeg hjem og så begynder tankerne; bårebuket, tøj, kørelejlighed osv. Alt det praktiske. Ikke noget med, at prøve at indse at han er væk. For evigt.
I fjord, døde min mormor. Også pludseligt; hjerneblødning. 78 år gammel og 1 mrd efter juleaften. Jeg græd i 3 uger. Min ekskæreste var uforstående "tag dig sammen" var hans inddirekte besked. Det var mit første dødsfald, udover min lillebror dengang jeg var 3 år. Men det forstår man jo ikke. Eller gør man?
Jeg savner stadig min mormor; græder stadig over hende, tænker tilbage på de gode minder og snakker om og med hende.
Min bedstefar? Tja, det er egentlig stadig ikke gået helt op for mig; jeg har ikke tid og overskud til, at bearbejde.
Nu sidder jeg hjemme. Jeg har lavet aftensmad i dag og jeg har gået med min hund - det er 2 sejre. Det holder hårdt, men jeg har klaret det. Heldigvis har min kæreste ryddet af bordet i dag. Og vasket op. Og ryddet op. Og og og - jeg er virkelig taknemlig for ham. Han er en stor hjælp og støtte. Tak <3
I morgen skal jeg til læge. Jeg skal udreddes - vide om jeg reelt set fejler noget eller om jeg bare er sippet. Jeg er nervøs. Jeg er jo den, som plejer at hjælpe folk op, støtte dem og være der for dem - nu er det mig, som har brug for hjælp? Det er svært for mig, rigtig svært. Svært, at indse, at det er mig "den er gal med", svært at acceptere; for det er jo ikke min plads?
Jeg glæder mig til, at få sat ord på af en proffesionel. Men jeg er også nervøs.
Ovenpå denne "udrensning" vil jeg drikke mig lidt vand. Tænke videre og skrive på min historie - måske den kommer ud her? Jeg ved det ikke...