ensomhed
Skrevet af
Anonym
Det skulle være sundt at fortælle nogen om ens følelser, savn og problemer.
Men hvad gør man når ens liv kun har handlet om at være stærk og at overleve.
Tja man gør som de fleste glemmer sig selv og kæmper for dem man har kær.
Men har brug for at få luft så fortæller lidt om mit spøjse liv.
Da min mor fik mig for 47 år siden var hun allerede knækket.
Hun havde to børn i forvejen med to forskellige mænd.
Min far var for hende et håb om redning selvom han var gift med en anden.
Han kunne desværre ikke opfylde hendes drømme, men hun valgte at få mig alligevel.
Mine to halvsøstre er ligesom min mor lidt tilbage i udvikling, så det blev en naturlig ting at det var mig der skulle løse problemerne når de opstod.
Min ældste søster som er 6 år ældre end mig havde mange problemer, nok fordi hun ikke kunne hente hjælp hos min mor.
Ofte ville hun tage sit eget liv og min mor sendte mig ind for at tale med hende. Var kun 7 år på det tidspunkt.
Engang var det rigtig slemt, min søster havde en kniv og ville slå sig selv ihjel.
Min mor sagde til mig. " Går ind og hjælp hende for husfredens skyld" Ord jeg aldrig glemmer.
Min mor havde mange mænd der besøgte hende, dog ville de fleste ikke have sex med min mor og for at bevare opmærksomheden fra dem vendte hun blikket væk når de opsøgte mit værelse.
Mine to ældre søskende blev heldigvis skånet for dette, da min mor mente jeg var stærk nok til at kunne klare det.
Jeg var som sagt den stærke og sagde ikke noget til nogen
Jeg blev ung fik kærester, men det holdt aldrig, mest fordi jeg klamrede mig til dem i frygt for at de ville forlade mig.
Jeg begyndte at drikke for at dulme mine smerter, viste jo godt det var tåbeligt at tro nogen kunne lide mig.
Da jeg blev 19 blev jeg gravid. Selvom jeg var tom for følelser var der noget i mig som sagde. Hov du nu skal du virkelig vise du er stærk.
Jeg stoppede med at ryge, drikke fik en sund smuk datter og to år senere en dejlig søn med samme mand.
Jeg giftede mig med min børns far, han var desværre ligesom jeg spoleret af hans opvækst
Han kunne ikke stoppe med at drikke og eftersom jeg stadig ikke kunne vise mine følelser blev han efterhånden så desperat at han truede med at slå mig og børnene ihjel.
Dette var naturligvis enden på mit ægteskab
Kort tid efter fandt jeg en anden kæreste.
Han var en sund solid mand som ikke havde en masse skidt med i rygsækken.
Meeen naturligvis fik jeg det spoleret ved at jeg klamrede mig til ham som giftig tape.
Han kunne heller ikke håndterer at jeg skulle hjælpe min mor og to søstre hele tiden.
Han kunne ikke håndterer(forstålig nok) at min familie viste afsky for ham, fordi han tog min opmærksomhed fra dem.
Jeg blev alene igen og opgav håbet om at finde en at være sammen med, da jeg nok ikke har fortjent det.
Jeg levede som alenemor. Brugte al min tid på mine børn,arbejde, søskende og mor.
Alle var glade, men jeg var ensom og tom.
Jeg havde ingen venner og de få jeg fik igennem årene blev skræmt væk af min families had mod dem.
Mine børn er voksne nu, de har selv fået børn og de er blevet nogle skønne mennesker.
Begge to har en solid uddannelse og er begge gift med nogle skønne personer.
De fortæller ofte at jeg har været en fantastisk mor og at de elsker mig højt.
De kommer til mig hvis de har problemer eller sorger, mine børnebørn lyser når de ser mig og naturligvis gør det mig glad.
Noget har jeg da gjort rigtig, men er stadig tom og ensom.
Efter mine bør er blevet voksen har jeg haft mange deportationer prøvet på at tage livet af mig selv ikke for at få opmærksomhed.Men for at få ro.
I alle årene har min mor og søskende kæmpet for, at jeg skulle sørge for deres problemer og hjælpe dem.
Et eks. Jeg blev indlagt på psyk fordi jeg ikke ønskede at leve længere, min mor ringede og var sur, fordi jeg ikke kunne køre hende til banko som jeg plejede.
I en terapi gruppe for forbyggende deportation sagde de jeg skulle sortere i mine dårlige oplevelser.
Jeg ringede til min mor og sagde jeg havde brug for en pause og ikke kunne køre hende til banko i et lille stykke tid.
Svaret kom ret hurtig.
Hvis du ikke kan hjælpe har vi ikke brug for dig.
Jeg har ikke hørt fra min søster og mor siden (5 uger) de plejer ellers at ringe hver dag for at få hjælp.
Jeg ringede til min mor for syntes det var ret sært, men hun smed røret på efter hun havde sagt ordne som jeg har hørt så tit.
Du er som din far
Nu sidder jeg her, tom og ensom og ved at jeg ikke er værd at elske.
Ved også at jeg har skabt en ny gren af familien som trives og er lykkelige og har ubetinget kærlighed fra børn, børnebørn og svigerbørn.
Dette burde være nok, føler mig som et utaknemmelig menneske men nogen gange er andres lykke ikke nok til at fylde ensomheden.
Jeg ved jeg ikke er værd at elske, men det kunne være rart med bare en ven /veninde