Første nu acceptere jeg det
Skrevet af
chasta
Hej
Jeg er en mor til 2 børn under 7 år. Jeg selv er en 33 årige, som har brugt det meste af mit voksen liv i Australien fra 2002-2014. Jeg er gift med en Australier og vi bor her i Danmark sammen. Mit liv i Australien har været kaotisk, de første 8 år har været gode år med forelskelse og spænding.
Jeg har altid fået at vide, at jeg var særlig sensitiv og har været beskyttet det meste af min barn og ungdom. Jeg er kreativ og er en freelance fashion designer.
Da jeg fik mit første barn, blev min mand utrolig deprimeret og havde en hård tid igennem et årstid.Jeg havde fået en fødselsdepression og havde ikke tid til at komme over den. Da jeg boede så langt væk fra familie og havde en mand og et spædbarn at passe på, kom jeg aldrig over min depression. Jeg fik ikke hjælp før jeg igen blev gravid og havde flyttet fra en stat til en anden (7 timer flyvetur) at jeg fik hjælp af en fantastisk læge, som sagde at jeg havde en depression.
Efter en par måneder med antidressions piller gik det godt og jeg havde det fint, så jeg hoppede af dem, da jeg fødte mit nr. 2 barn (15 mdr. imellem børnene). Jeg var glad for mine børn, men jeg vidste at der var et eller andet galt. 2 år gik og jeg endte med at være så syg til sidst at jeg hallucineret. Til dagligt passede jeg mine børn og det gik kun godt, når rutinen ikke blev brudt. Om natten kunne jeg ikke sove. Jeg troede min mand var mig utro og jeg havde alle mulig fantasier, som jeg kan idag undre mig over.
En af grundene til min søvnløshed var at mit første barn havde Night Terror (Mareridt og vågner og er meget aggressiv, de virker som om de er vågen, men de kan ikke huske næste morgen hvad de gjorde) Min datter havde det fra 9 mdr., lægerne troede ikke på mig, men jeg fortalte min svigermor det og hun fortalte at min mand havde haft det samme. Jeg var også skeptisk og jeg var hård mod mig selv og gav mig selv og min mand skylden. Jeg troede også at andre ikke troede på mig, så jeg optog videoer af hende og hvor hun slog og spyttede på mig.
Til sidst kunne jeg ikke holde ud at gå hjemme og jeg begyndte at gå i skole. Jeg startede mit drømmestudie og blev Fashion design assistent. Det var det bedste år i mit liv, men min mand havde det hårdt, men sagde ikke noget. Jeg blev færdig og kunne ikke uddanne mig videre da uddannelse stedet lukkede. Jeg havde så et år hjemme og det gik bare ned af bakke, men familie skulle ikke vide havd der forgik, men senere fortalte min mor at hun havde været bange for at jeg ville begå selvmord. Jeg kan faktisk ikke huske meget af denne periode. Drak en del og sov meget.
Jeg søgte derfor ind på en skole i Danmark og jeg kom ind. Det var fantastisk.
Vi besluttede at tage til Danmark og min mand havde accepteret, at det var den eneste mulighed der var ellers ville jeg forlade familien og ikke komme tilbage. vi flyttede og jeg glædede mig til at starte i skole og jeg var så hyper og hørte ikke efter hvad folk sagde. Det var jo helt uvirkeligt at tro at vi havde råd til at jeg studerede. Jeg skulle forsørge familie, da reglerne er at min mand skulle gå i skole og lære dansk og bestå en dansk prøve indenfor 6 mdr. Vi så lige et smæk mere, jeg var blevet udlandsdansker og stod med lige fod med min mand og måtte ikke få noget fra det offentlige, ingen hjælp til at få et job, men indenfor 6 mdr. skal du kunne forsørge familien og have en vis antal kvadrat meter lejlighed. Puha det var en stor mundfuld og goodbye med drømme uddannelsen.
Det tog os 2 år at komme på fode igen. Jeg havde i mellem tiden haft en masse angstanfalde og kunne ikke arbejde nok til at tjene og min mand måtte stoppe hans dansk kurser og begynde at arbejde. Jeg søgte ind på en uddannelse, men da jeg ikke havde en gymnasial uddannelse måtte jeg tilbage på skolebænken og starte forfra. Det skal lige sige sig at jeg har eksamens angst hvor jeg går i Blackout og besvimmer. Psykologerne kunne ikke hjælpe mig.
Jeg havde det rigtig dårligt i denne periode, jeg drak meget og nogen gange i løbet af dagen, men jeg var bevidst på at de ødelagde mine familie, så jeg drak kun om aften. Jeg truede med at indlægge mig selv og havde mange selvmordstanker.
Jeg havde et klar måned og jeg begyndte at tænke meget over vores forhold og snakkede meget med min familie. Det endte med at vi blev enig om at min mand skulle flytte ud, så vi kunne fordøje vores 13 år sammen. Min mand overholdte ingen af vores aftaler om at få det bedre hver for sig Jeg havde det egentlig rigtig godt den første måned, men min mand begyndte at drikke og mistede også hans kørekort, men det fandt jeg først ud af senere.
Der gik 7 måneder hvor vi levede hver for sig. Det betød at han også måtte give afkald på sit visum og skullet søge visum på ny, vi ved stadigvæk ikke hvad der skal ske med visummet.
Jeg begyndte at gå til en psykiater, jeg vidste at jeg ikke var rask, men jeg skulle prøve at være alene for at kunne mærke om det var mig eller om det var vores forhold som ikke var sundt.
Jeg begyndte at gå til psykiateren og han konstaterede lige med det samme, at jeg var Bipolar og jeg kom i behandling med det samme. Jeg kan nu se at mange perioder i mit liv nu giver mening, men man bliver pludselig ramt af skyld og jeg nægtede det i 6 måneder. jeg fik angstanfald så slemme at jeg pludselig vil blive svimmel og besvime og græde helt vildt i 10-20 min. Jeg fik også social angst (men har haft det hele mit liv), men i en større grad. Det gjorde at jeg ikke kunne arbejde. Nu er jeg på medicin og får en god dosis indtil videre og har fået betabloker til at kunne klare nye og svære situationer. Jeg får åbenbart stadig pludselige angstanfald.
Vi har igennem en lang periode også set at min datter har mange aggressive perioder, hvor hun ikke kan håndtere sine følelser. Min mindste søn har ikke en adfærd som er usund, men er selvfølgelig påvirket.
Nu er mor stabil og kan nu hjælpe sine børn. Skyldfølelsen er den eneste der æder mig op.