Mit liv med skizotypi
Skrevet af
Januar
Jeg fik diagnosen for godt et år siden. Dog har jeg sandsynligvis været syg i mange år. Så langt tilbage jeg kan huske har jeg ikke været som "de andre". Jeg var isoleret, havde mærkelige tanker der påvirkede mig, jeg var ofte nedtrykt og mere til. Jeg blev indlagt første gang som 14 årig med en dyb depression, angst, selvmordstanker, OCD, selvskadende og symptomer på spiseforstyrrelse. Set tilbage tror jeg min skizotypi startede tidligere da jeg havde tendens til tankeforstyrrelser og stemmehøring. Mine læger lagde ikke mere i det så det blev glemt. Jeg gik til behandling hos en psykolog på børnepsykiatrisk afdeling. Da jeg blev for gammel blev jeg sendt til distriktspsykiatrien, hvor jeg stadig for behandling. Jeg er nu 23 år og for godt et år siden fik jeg diagnosen: skizotypi. Mange ved ikke hvad det er, men tænker tit på skizofreni. Det er okay, men det er ikke det samme. Skizotypi er en mildere form for skizofreni. Mine symptomer er bl.a. tvangstanker, følelseskulde, mistydning af stort set alt, isolationstendens, depression, paranoia og kortvarige psykotiske episoder. Alle mine symptomer påvirker mig meget i hverdagen. Jeg har svært ved at holde fast i mine venner blandt andet fordi mine "sære ideer" eller vrangforestillinger kommer i vejen. Jeg kan fx forestille mig de er ude efter mig, bagtaler, udnytter mig eller andet. Så jeg isolere mig meget og bliver deprimeret. Når jeg så er sammen med andre, for jeg tvangstanker der er så uudholdelige at jeg helst vil væk. Mine tvangstanker er som en lille film der spilles om og om i mit hoved. I sig selv ville det være til at holde ud, men de fremvises altid som noget negativt. fx et hej, spilles igen og igen og tolkes derefter som noget negativt. Min mistolkning gør det svært at møde mennesker og opretholde et forhold med andre. Da alt hvad jeg gør og andre gør med det samme mistolkes, ofte set ud fra at jeg har gjort noget forkert, andre hader mig, er ude efter mig, de bliver derfor sommetider til vrangforestillinger. Fx der er en kosmisk kraft i verden, som er ude efter mig eller mine nærmeste udnytter mig, mens de griner bag min ryg. Disse mistolkninger/paranoia/vrangforestillinger bliver til tvangstanker. Der igen gør jeg har lyst til at isolere mig, og så bliver deprimeret. Jeg befinder mig altså i en ond cirkel uanset hvad jeg gør. Når jeg er nede, isolere jeg mig fuldstændig for omverden, ingen telefon, ingen gåtur, ingen mad for kan ikke gå ned og handle. Jeg forsømmer mig selv og bliver jeg selvskadende og for selvmordstanker. Der er mange der ikke kan forstå jeg har det sådan. Jeg er ret god til at opretholde en facade hvor jeg smiler og virker glad, men indeni er jeg ved at gå i stykker. Mine nærmeste siger de forstår det, men jeg tror ikke de forstår alvoren i dette, hvilket gør mig lidt trist. For føler mig allerede alene. Kender ikke en eller har hørt om en der lider af skizotypi... jeg ønsker ikke for nogle de skulle have det som jeg, men det ville være rart at vide man ikke var alene om dette.