Angsten er trættende
Skrevet af
cslm
Det er ligesom et mareridt. Jeg vil gerne vågne. Jeg vil gerne bidrage til verdenen. Jeg vil gerne opleve hvordan lykke føltes. Jeg ville gøre alt for disse ting. Jeg sidder fast, jeg har ikke nogen at gribe fat i – når jeg falder. Når jeg falder er jeg isoleret zombie der knap nok rører på sig. Jeg stirrer bare rundt, sover. Jeg isolere mig selv fra omverdenen. Jeg forsvinder. Jeg besvarer ikke opkald. Jeg holder af mange ting, men selv disse er uoverkommelige for mig når jeg indser min egen realitet. Det her er mit liv – det har været sådan… så længe jeg kan huske. Jeg sidder her – igen – zombieagtig forfulgt af en sort sky.
Jeg har haft højere tanker om mig selv, jeg troede ikke jeg skulle sidde sådan her som 26årig. Uden uddannelse, job eller mulighed for sikkerhed fra familien. Jeg er ludfattig. Dette her ønskede jeg ikke for mig selv. Jeg ønskede en rolig, sikker fremtid. Men fortiden har indhentet mig og jeg mærker tydeligt efterfølgerne. Hvor er det trist at skulle have dette billede af livet – helt sort og uoverkommeligt. Svigt på svigt. Jeg kan ikke undgå at tænke, hvad hvis det var anderledes. Jeg kan ikke løsrive mig selv. Jeg kan ikke klare omgang med andre mennesker. Jeg er angst. Angsten opbygger sig. Jeg vil så gerne væk. Væk fra dette tragiske drama. Jeg spiller rollen som forlis og omsorgsperson. Jeg kan ikke udholde at spile de roller mere. Alligevel ser jeg mig selv deltage gang på gang. Ensomheden gør ting ved en. Jeg ønskede jeg ikke burde bekymre mig, men det gør jeg. Jeg er helt bevidst om hvor meget de individuelt lider. De lider under deres handikap. Sørgeligt at sige – men nogle mennesker er ikke i stand til at tage sig af sine børn. Rollerne bliver hurtigt erstattet og ombyttet. Jeg er stadig forældre for mine forældre. Det er som det altid har været. Det er giftigt. Jeg er klar over at jeg må bryde med dette. Jeg ved jeg skal væk fra det. Hvordan? Jeg ved det ikke. Jeg tror på at der er lysere tider fremadrettet. Det er det eneste jeg har. Jeg tror og håber på at jeg langt om længe får den hjælp jeg tydeligt har brug for.