Hvad vil det sige at miste sig selv?
Skrevet af
Rallefarao
Mange mennesker snakker om at de ikke kunne genkende sig selv i en situation og længere vidste hvem de var. Det viser blot endnu engang at man først ved hvad man havde, efter man har mistet det. Det er på mange måder det som jeg oplever lige nu. At de værdier, holdninger og andre ting jeg engang måtte have gået op i kun kan fremkaldes som et svagt minde, hvis overhovedet.
Overlevelse er blevet det eneste jeg kan gå op i, og selv det føles ofte som spild af tid eller som en kraftanstrengelse, som ikke er umagen værd. Kan det virkelig være meningen at alting skal være så hårdt? En evig kamp oppe i hovedet med sig selv, en usynlig fjende som kender alle ens svagheder og fejl. En kamp som tager så mange kræfter og energi, at det ikke efterlader meget til overs for andet, for ikke at sige intet andet.
Kan jeg overhovedet huske sidst jeg var oprigtigt glad i en længere periode? Heldigvis er svaret ja, men jeg begynder at trække mere og mere på den ene lille stavelse. Hvordan kan kun to sammensatte bogstaver indeholde så meget betydning for en? Hvorfor skal hele ens verden bestå af en syndflod af nej’er og hvor latterligt lyder det ikke at have en indre dialog omkring det semantiske i to ord som bare skal be- eller afkræfte et spørgsmål. Alting skal vendes og drejes, alting skal indeholde en større betydning. Hvilket er lidt ironisk når jeg i virkeligheden er ligeglad. Nærmest manisk bliver jeg dog ved, kun afbrudt af overvældende tanker af selvhad. Had til hvad jeg er blevet, had og sorg over hvad jeg har mistet. Følelsen af at jeg har glemt mere end jeg ved. Men hvordan skulle jeg overhovedet kunne vide hvad jeg har glemt. Heldigvis bliver alting gemt på internettet. Og ved blot at gennemgå tidligere samtaler på diverse sociale medier kan jeg hurtigt få et indblik i hvem jeg engang var. Den person er fremmed. Jeg bliver grebet af en mindre skyldfølelse fordi jeg har det som om at jeg har læst en andens personlige samtaler.
Skæbnen vil at jeg finder en joke fra 2012, som jeg har skrevet til en veninde omkring hukommelse. ”Jeg mødte en lampeånd som gav mig muligheden for at vælge imellem to ønsker; vil du have en længere penis eller en længere hukommelse? Jeg har glemt hvad jeg svarede”. Det syntes jeg var meget sjovt dengang, hold kæft en idiot.
Jeg har aldrig haft så mange hobbyer, men to ting jeg gik meget op i var tilfældig viden og min hukommelse. Det var hyggeligt for mig at gemme på ligegyldig viden og bringe det frem i samtaler eller bruge det i quiz-spil med familie og venner. I dag kan jeg ikke udstå quiz-spil, fordi det minder mig om hvad jeg engang har kunnet svare på uden at tænke over det. Der var engang hvor jeg nærmest havde katalogiseret min viden, og havde en klar idé om hvad jeg vidste og hvad jeg ikke vidste. Hvis jeg skal spørge om noget, som jeg for alt i verden ikke kan komme i tanke om, men godt ved at jeg engang havde fuld adgang til, føles det som et nederlag. Ofte lader jeg bare være med at spørge, og styrer samtalen i en anden retning, for så få dage senere at komme i tanke om at den franske filosof jeg tænkte på, hed Voltaire.
Alt hvad jeg skal foretage mig føles som et maraton, og efterlader mig udmattet med en forræderisk følelse af tilfredsstillelse for en stund. Den bliver dog hurtigt afløst af en følelse af ynkelighed fordi det skal være så svært at gøre noget som helst. Selv det at skrive den her tekst, føles som en større kræftanstrengelse. Og når jeg om lidt er færdig og får mit skud endorfiner fra hjernen, fordi jeg er blevet færdig med en opgave vil den hurtigt blive erstattet med den sædvanlige selvforagt fordi mine tidligere præstationer i form af timevis af skriveri på gymnasiet af mærkelige årsager står meget skarpt i min hukommelse. Det er så her at min virkelighedsflugt kommer i kraft i form af en imaginær verden hvor jeg kan erobre universer eller vinder en milliard kroner i euro-jackpot. Den flugt er kortvarig, da jeg kan se hvad jeg har døbt min ’depressions-rede’ i alle retninger. Reden består kort ud sagt af en pisse ulækker lejelighed, som nærmest er personificeringen af hvor pisse ulækkert der er oppe i mit hoved.
Der er naturligvis lyspunkter i mit liv – men at skulle nævne dem ville være deprimerende i sig selv, fordi listen er så kort eller når jeg tænker på hvor ligegyldige ting det i virkeligheden er, når jeg ser bort fra min familie og venner.
Men spørgsmålet er så, hvorfor jeg ikke bare kan tage mig sammen og få gået ned med det affald, eller få lavet noget mad. Jeg tror og håber på at det er rigtigt, når jeg hører at der ikke er nogen skam i, ikke at kunne producere nogle essentielle stoffer i hjernen, som skal være med til at få en til at fungere. Men hvor er det i alle ordets betydninger nederen, at jeg ikke bare kan fatte noget og komme videre. Det er svært for mig at se hvordan det nogensinde skal blive bedre. Fuck.