Min historie, en rodet affære.
Skrevet af
Lommeuld
Det er lidt svært at finde ud af, hvor jeg skal starte, så jeg vil begynde med at sætte scenen op for, hvordan mit liv udleves for øjeblikket: Jeg er 23, sygemeldt fra mit studie på 13. måned, i en by hvor jeg er stort set alene og langt fra min familie og tidligere netværk - eller den fesne undskyldning for et, jeg var i besiddelse af - det er naturligvis falmet og forfaldent nu.
Det var en enorm skuffelse for mig, da jeg gik ned med flaget sidste januar, men ærlig talt, så burde jeg have set det komme.
Jeg har døjet med periodisk depression siden jeg har en stor knægt, senere hen ad vejen tilsluttede angst sig også. Jeg blev mobbet og holdt udenfor fællesskabet i størstedelen af min folkeskoletid - i min klasse havde eleverne mere øje for boldspil og mærkevaretøj end for boglig og faglig formåen. Så der er ikke meget at sige til, at en dreng, der var nysgerrig og rent faktisk gik op i skolen; en dreng, der fandt det spændende at tilegne sig viden blot af interesse for, hvordan ting hang sammen, ikke passede ind. Desværre var jeg en følsom dreng, og jeg kunne ikke skubbe øgenavnene, volden og den nedværdigende adfærd fra mig i længden.
Samtidig var min far ret hård; han var utilfreds med at jeg var kraftig, så det blev hverdag at blive kaldt tyk, doven og grovædende.
Når man er blevet kaldt og behandlet på samme ubehagelige vis utallige gange, så sætter det sig før eller siden fast. De ydre stemmer, bliver en del af din indre stemme, så du får ikke engang fred fra kritikken i dine egne tanker længere.
At sige, jeg ikke bryder mig om mig selv ville være en underdrivelse. Jeg hader mig selv. Alt skidt, der tilfalder mig, er fortjent. Jeg ved, jeg intet er værd. Det er så indgroet en del af mig som person, at jeg aldrig har forstået, hvordan folk overhovedet kan holde mit selskab ud, uden at ville blæse knoppen af sig selv. Det lyder som en dramatisering, men jeg lover dig; det her er mine inderste tanker.
Jeg har aldrig følt mig som del af et fællesskab, jeg har aldrig følt mig ønsket, holdt af eller elsket. Jeg har mange gange fået at vide af mine forældre, at de elsker mig, men jeg kan simpelthen ikke tro dem. Jeg er fuldstændig overbevist om, at intet enkeltstående menneske er, eller nogensinde bliver, i stand til at holde af eller (for den sags skyld) at elske mig.
Jeg har haft kærester, jeg er blevet holdt om, kysset og kærtegnet, jeg har grædt og grinet med dem, men jeg har aldrig kunnet tro dem, når de har udtrykt positive følelser overfor mig. Det er bare et koncept, der er for langt ude i min verden.
Min hverdag er meget præget af skyldfølelser; jeg er fuldstændig overbevist om, at det ville være nemmere for mine få pårørende, hvis jeg ikke var her. Virkelig. Et dødsfald er en kraftig sorg, men det er noget man sørger over og så kommer videre i livet.
At være pårørende til en syg kan stresse dem i årevis. I mit hoved virker det ret åbenlyst, at det ville være nemmere for dem, bare at være fri for mig.
Jeg vil hjertens gerne hjælpe de mennesker, jeg har i mit liv, hvis det var dem, der var syge og mig, der var pårørende, men jeg synes bare slet ikke jeg fortjener mine pårørendes hjælp, omtanke eller bekymring. De har nok at se til uden dét, der påvirker dem.
I oktober sidste år blev jeg indlagt på et psykiatrisk sengeafsnit i 31 dage. Jeg var langt nede. Undervejs i indlæggelsen snakkede jeg med en rigtig dygtig psykolog samt nogle venlige psykiatere, der virkede til at have styr på deres sager.
Efter adskillige samtaler og et par spørgeskemaer, fandt vi frem til, at jeg nok har en personlighedsforstyrrelse; at det formentlig er dén, der ligger til grund for min sociale isolation, min angst, min udtalte antipati overfor mig selv og i sidste instans min depressionstendens.
I dag går det lidt bedre, jeg har ikke på samme måde aktive planer om selvmord, men hvis jeg en dag bare blev slugt af jorden, forsvandt ud i luften eller en morgen ikke vågnede, var det heller ikke noget, jeg ville modsætte mig.
Jeg er her i januar begyndt på noget psykoedukation som begyndelsen af et længerevarende terapiforløb mod PF, men der er lange udsigter, da der er to års ventetid på min næste form for terapi, et gruppeforløb. Mit nuværende forløb er slut om 2 uger.
Jeg ved ikke helt, hvad der kommer til at foregå i mellemtiden, eller hvad der skal blive af mig. Jeg vil gerne bare færdiggøre min uddannelse, forhåbentlig kommer jeg en dag til at føle, at jeg har noget at leve for, at jeg faktisk bidrager med noget positivt til mit og mine omgivelsers liv. Imidlertid tegner det til at blive svært, hvis ikke grænsende til umuligt, hvis ikke jeg får en væsentlig forbedring af min tilstand.
Jeg ved ikke, om det er den rigtige type historie at fortælle herinde, så hvis en moderator læser dette indlæg og ikke finder det passende, så slet det endelig.