Jeg har en depression
Skrevet af
Miabitten
Jeg har en depression
Forstil dig en hverdag, hvor troen på dig selv og dine omgivelser - forsvinder. Forstil dig, at alt det du kender forandres med ét. Sådan var det for mig. Troen på at jeg kunne udføre mit arbejde på normale vilkår - forsvandt. Troen på at andre havde tillid til mig – forsvandt. Følelsen af at være god nok – forsvandt. Mit liv ændrede sig pludseligt.
Jeg havde ikke længere noget overskud, jeg var træt og kunne ikke huske noget. At udføre almindelige hverdagsting, som at handle ind, virkede pludselig som noget fuldstændigt uopnåeligt. Men det værste af det hele, var processen med at indse, at noget var galt. Jeg var ikke længere som jeg plejede. Alt var forandret.
Jeg har et job, der kræver ansvar, selvstændighed og autoritet. 3 vigtige faktorer, som pludselig ikke længere var til stede i mig. Jeg var vant til at hjælpe andre i svære situationer og pludselig stod jeg selv midt i det. Midt i en verden jeg ikke længere kendte som før. Hvem var jeg? hvad skulle jeg nu? vender jeg tilbage igen? Alt var uvist - alt var forandret.
Jeg tog et stort skridt og tog til lægen. Her blev det meget klart, at jeg var blevet ramt af en belastningsreaktion, som viste sig som en depression. Lægen tilbød mig piller. Piller?! – Var jeg pludselig hel tosset? Jeg kunne ikke rumme det, men jeg takkede ja og startede på pillerne. Den første uge var den værste. Jeg levede kun i min seng og i min morgenkåbe. Jeg tog først tøj på, når min datter kom hjem fra skole, for hun skulle ikke mærkes af det.
Jeg begynder så småt at vende tilbage til jobbet - Lige så langsomt. Jeg har et ønske og en forestilling om, at dette bare er en kort periode og jeg skal nok komme tilbage på fuldtid, hvilket jeg også oplyser mine ledere om. Jeg kæmper hver dag og der bliver flere og flere dage, hvor jeg ikke kan komme afsted på jobbet. Jeg bliver ligeledes mere og mere fysisk syg, hvilket giver flere sygedage. Jeg kontakter min læge igen, han oplyser at det er normalt at hele kroppen er i dvale, når man har en depression. Jeg forsætter med at være trist. Kampen forsætter stadig.
Nogle dage er lysere end andre og nogen gange er det en hel uge, men depressionen lægger der hele tiden og banker på.
Jeg forsøger hele vejen igennem, at være ærlig omkring min situation – Jeg nægter at det skal være et tabu! Men jeg rammes af flovhed. Jeg begynder at føle, at alt drejer sig om depressionen og ikke mig som person. Jeg er heldig. Jeg har en bred skare af venner og familie, som alle gør deres bedste for at hjælpe mig og støtte mig, men det er ikke nemt. Depression rammer ikke kun den med diagnosen, men også alle omkring dem, familie, venner og arbejde.
Mit forløb har stået på ca. siden juli 2017 og nu er vi i januar 2018. Jeg er ramt i den grad ramt. Jeg er sårbar og skrøbelig. Jeg er stadig ikke den kvinde, jeg kender mig selv til at være. Tag ikke fejl! Jeg elsker stadig, jeg griner, smiler og snakker. Men jeg kæmper hver dag, for at kunne dette.
Jeg har nu oplevet at få et angstanfald. Et angstanfald, der har gjort stort indtryk på mig. Det føltes som et bredt bælte omkring mit bryst, som bare blev strammet og strammet og strammet, jeg fik voldsomme mavesmerter og jeg kunne ikke rigtig trække vejret hverken ind eller ud. Jeg bliver bange. Jeg er stadig bange, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og tænk hvis det kommer igen.
Depressionen har mange følger med sig. Jeg kan ikke klare for meget støj omkring mig, for mange mennesker eller ting der ikke går som planlagt. Jeg kan ikke tage spontane beslutninger, da jeg bliver forvirret og usikker.
Jeg ved at der er andre der har det som mig. Der er flere og flere i mit nærmiljø, der fortæller om egen erfaring eller en de kender osv. Men vi alle er forskellige og vores reaktionsmønster er lige sådan. Jeg prøver, at bevare troen på at det nok skal blive bedre, men hvordan vejen derhen skal se ud, ved jeg ikke.
Lad os sammen bryde tabuet og lad os sammen snakke åbent om de udfordringer depressioner giver.
Det er min historie og tanker...