Er 25 år af mit liv spildt?
Skrevet af
Anonym
Jeg har haft kontakt med psykiatrien i mere end 25 år. Det startede da jeg flyttede hjemmefra, fordi jeg udviklede angstsymptomer; og efterfølgende utallige depressioner...det var i hvertfald det jeg blev behandlet for.
Jeg har været indlagt på psykiatrisk hospital 4 gange, den sidste gang på den lukkede, pga af stærke selvmordsimpulser.
Jeg blev overfaldet af en medpatient på denne afdeling, hvilket resulterede i at jeg gik helt i sort og var indlagt i fire måneder.
Under alle mine indlæggelser har man behandlet mig for angst og depression, men uden den ønskede og nævneværdige effekt.
Jeg har virkelig prøvet alt; 17 forskellige antidepressiva foruden utallige antipsykotiske og stemningstabiliserende midler, samt ECT; alt havde kun en midlertidig effekt.
I 2014 blev jeg igen henvist til psykiater, via egen læge. Denne psykiater undersøgte mig grundigt og sagde: “jeg sidder med en fornemmelse af, at vi har overset noget meget væsentligt, og det kan godt være du tror jeg tager fejl, men jeg er faktisk overbevist om at du har ADD.”
Jeg blev testet for ADD og fik medicin, hvilken gjorde en enorm forskel for mig, både i min hverdag med job, men også rent menneskeligt og i forhold til familien....men angsten var der endnu.
Jeg meldte mig ind i ADHD foreningen og deltog i mange kurser og foredrag omkring ADD.
Det var dér, på et at kurserne, at jeg traf Jan, en psykoterapeut, som skulle få en afgørende betydning for mig og resten af mit liv.
Han spottede mig ud af mængden af andre kursister, og sagde til mig: “Miró, du er autist og jeg synes du skal opsøge en dygtig psykiater og blive ordenligt udredt, for jeg er ikke et sekund i tvivl om at du er autist.”
En majdag i 2016 fik jeg så yderligere en diagnose, nemlig Aspergers Syndrom...mit liv tog endnu en kolbøttetur, men angsten forsvandt.
Endelig, efter mere end 20 år, fik jeg hjælp der virkede, og endelig begyndte jeg at forstå verden omkring mig; angsten var slet ikke angst, men nedsmeltninger, som alle autister kender, og som ikke behandles med medicin, men med forklaring og hjælp til forståelse af egen udfordringer og styrker.
I 2017 resulterede min to nye diagnoser i, at jeg kunne få tilkendt fastholdelsesflexjob på min arbejdsplads igennem 16 år.
-
Hvad så nu...jeg har endnu meget at lære omkring mig selv. Sværest for mig er at acceptere mine handicaps og den begrænsning mine svigtende mentale ydeevne, efter alle de år med stress, har efterladt mig i.
Jeg er aktiv og frisk i fire timer hver dag, lige nok til at klare mit flexjob, men mit sociale liv, er gået helt i stå; jeg magter det ikke. Familielivet hænger kun lige sammen.
-
Jeg er ikke længere sur og gal på systemet, over at psykiatrien har kunnet ‘overse’ to så gennemgribende udviklingsforstyrrelser, som autisme og ADD er.
Men tankerne om hvordan jeg kunne have haft mere overskud idag, hvis jeg var blevet udret og hjulpet tidligere i mit liv, kan godt gøre meget ondt at tænke på.
Tak fordi du læste min historie
Miró Noir