Hun duede ikke
Skrevet af
MørktStof
Jeg var deprimeret allerede som barn, jeg kan huske at HC Andersens historie "Hun duede ikke", der handlede om hans mor, vaskekonen, gik lige ind i mit melankolske sind. Jeg vidste tidligt at jeg "ikke duede", ikke passede ind i verden, ikke kunne lykkes, og jeg fik ret. Livet har været et skridt frem og to tilbage. Jeg har prøvet igen og igen og igen og igen at passe ind, at lykkes med noget. Igen og igen har jeg lige fået fat med neglene efter mange kraftanstrengelser for så at miste grebet igen, igen, igen.
Jeg undrer mig over alle ordene fra psykologer, psykiatere og alle de kloge raske, der bare har så mange meninger om det at være syg og sårbar i sindet,- tror de selv på at man altid kan blive rask, tror de selv på at livet altid er værd at leve, at kæmpe for? Hvad nu, hvis/når det ikke er kampen og lidelsen værd? Der må have været masser og masser i menneskenes historie, der ikke har duet, ikke passet ind og har levet forgæves. Hvorfor vil vi så gerne have at alle hænger fast, at alle løber linen ud indtil alderen eller en sygdom indhenter os? I andre kulturer har det været anerkendt at selv at melde sig helt ud (Japan, Grønland, Romerriget osv.) Når min søde psykiater prøver alt fra de bagerste hylder af i medicinskabet, selvom de sidste mange præparater heller ikke hjalp synderligt, og hun er bange for at jeg skal give helt op, får jeg næsten ondt af hende. Hun mener det godt, men har ikke midlerne til at helbrede mit sind, som heller ikke andre før hende har haft det med deres metoder. Hvorfor kan vi ikke tale om det, som det er? "Jeg duer for fanden ikke til denne verden!!!" Nu er jeg snart kommet til det sidste afsnit, jeg synes jeg har prøvet alt og alderen er begyndt at trykke mig også. Skal jeg så også opleve at være gammel, ensom, fattig og syg, ligesom jeg oplevede at være deprimeret barn, ung, voksen, midaldrende? Hvordan kan man sige til mig at det kan blive bedre og endda at jeg kan blive rask, hvordan skulle det pludselig blive det, tror man af mange, mange års kamp og ensomhed manglende forståelse ikke har sat dybe spor? Jeg ville ønske at dem der beder mig tro på at netop deres "medicin" er netop den, der endelig efter årtier vil ændre alt, i stedet ville sætte sig ned og anerkende mine tanker, og turde give mig ret i at tiden er gået for mig, kampen er tabt og at det aldrig bliver bedre. Men fordi man altså ikke må give op og melde sig helt ud i vores verden tør ingen dele den tanke med mig. Tør du?