STARTEN PÅ EN HISTORIE (Måske, nu må vi jo se)
Skrevet af
TF
Jeg er ikke sikker på jeg har en historie, Jeg er endnu ikke sikker på at jeg er en virkelig person.
Jeg har den her fjollede fordom til mig selv, der omhandler at jeg ikke kan finde ud af at have en personlighed så istedet hiver jeg karaktertræk ud af andre og stjæler dem så jeg kan opbygge mig selv.
Jeg har hele mit liv været lidt anderledes, det var aldrig fordi jeg ikke havde venner, eller et godt forhold til min familie. Men alle vidste godt jeg var "Anderledes"
Jeg sagde og gjorde underlige ting, det var som om at alle vidste det, men ingen kunne sætte fingeren på hvorfor.
Heldighvis er det hele mit liv blevet opfattet som en postitiv ting, jeg var en man kunne grine af.
Det gav mig et hul jeg kunne udfylde i den sociale struktur. Så det passede de andre fint.
Det er et privilidge jeg senere lærte ikke alle havde.
Inderst inde vidste jeg godt at der var noget galt, men det er svært at skulle fortælle nogle der er noget galt
når det eneste svar man får er “nej, du har det fint. Det er bare dine homoner”
Til sidst tippede det over, jeg kan ikke huske hvornår eller hvordan det tippede over.
Men jeg mærkede forandringen inde i mig selv.
Der var tanker jeg ikke kunne styre, impulser jeg ikke forstod. Jeg havde ikke kontrol.
Der var dage jeg havde det helt normalt, derefter dage jeg ville slå mig selv ihjel eller selvskade.
Til sidst var der de dage hvor jeg oplevede hvad jeg senere lærte andre kalder for “mani”
I løbet af de maniske dage ville Jeg tro på jeg ikke kunne dø,
eller at jeg var det tætteste på gud et menneske nogle sinde ville komme.
Jeg sov ikke i flere dage, jeg ville skrive på mine vægge, glemme alt om skole, cykle i flere timer,
gøre farlige og impulse ting.
Det var som om der var en energi der besatte mig, som jeg ikke kunne kontrollere.
Alt gik hurtigt, 4 gange det tempo det plejer. Jeg rystede og følte mig i en konstant højde,
som om essensen af kærlighed og livet strømmede igennem mig.
Jeg cyklede på et tidspunkt direkte ned i bryggen’s havn, min cykel røg til bunds og jeg kom op igen.
Derefter smed jeg mine sko op i et træ og tog toget helt våd med alt mit tøj på til en af mine venners lejligheder
hvor han blev nød til at tage sig af mig, fordi min hjerne føltes som om den ville brænde hul i mit kranie.
Hvis jeg skal være ærlig, så vidste jeg godt at jeg var “syg”, trods at alle i mit liv prøvede at overbevise mig om det modsatte.
For et par uger siden, kom jeg endelig til psykolog for første gang.
Mit navn er TF, jeg er bipolar.
Jeg har prøvet at forklare min mor det, men hun ignore det lidt.
Det er nemmere at have en rask lidt underlig barn, end at have et sygt barn.
Min far kan jeg aldrig tale med, han er overbevidst om at alle mine problemer stammer fra at jeg stoppede med at svømme på højt niveau for 3 år siden.
Jeg har en kæreste. Min kæreste ved godt jeg er lidt spøjs nogle gange, og har for det meste enormt meget tålmodighed med mig når jeg forsvinder en uge eller 2 af gangen uden at give lyd fra mig.
Det så langt jeg er nået indtil videre, selvfølgelig har det været nogle vilde oplevelser ind imellem da jeg i løbet af mine 18 år har levet mit liv til det fuldeste, da jeg bestemt ikke troede jeg ville nå længere end 15 år. Og egentlig ikke ved, hvornår jeg kunne finde på at trække stikket ud.
Men det er starten, på at kunne forklare hvorfor jeg er som jeg er.
Det meste af mit liv har jeg født mig ensom, jeg har været omgivet af folk der accepterede mig så længe jeg passede ind i deres ide om en “vild og sjov ven”
Men aldrig af nogle der forstod mig, det eneste jeg er blevet mødt med i jagten på forståelse er underlige blikke og “Øh, jeg ved ikke hvad du taler om”
Men det er svært at forklar,
at selvom man er omgivet af folk der ka lide en,
og gerne vil hjælpe at man så stadig ikke har nogle venner.
Jeg ved heller ikke om det er fair af mig at sige, da der er mange andre derude der har det så meget værre end mig
hvis liv er blevet sat på pause eller helt ødelagt grundet de ting der forgår op i hoved.