En Jammerdal
Skrevet af
Held
For over 15 år siden, da en forhøjet kontanthjælpssats var på 7000 kroner, og min sygedagpengeperiode var udløbet. Ønskede jeg at gå på hf, og fik en revalidering svarende til kontanthjælpssatsen - jeg var kommet på noget medicin, der langsomt, men sikkert gjorde at jeg tilsidst intet formåede, hvilket endte i en fp et år senere, som jeg egentligt ikke ønskede… Men! Trodsalt var jeg ikke psykotisk mere, og ikke længere i mit es til at lave en masse overilet gejl, og risikere liv og lemmer! Nok om det…
Jeg har inden den periode haft forskelligt arbejde og bla taget en faglig uddannelse, jeg synes jeg prøvede… Jeg var på almindelige hvilkår i 6 år, trods min diagnose jeg fik som 20 årig. Jeg har ikke selv opsøgt psykiatrien for hjælp, selvom det skal man da gøre når man har brug for det.
Jeg hører så flere steder fra, at en fp er for høj, da den svarer til et lavtlønsarbejde på 37 timer pr uge, jeg formår desværre ikke at arbejde 37 timer længere, og bør jo så eftersigende nedgraderes i ikke bare min sociale status, der er elendig, men også økonomisk.
Så sætter jeg altså en streg i sandet… Op i røven med pengene, jeg har arbejdet for mindre i en periode, end den nuværende kontanthjælpssats på hvad, omkring 10000 forhøjet? Efter skat? - Fuldtid. Og manglede sku ikke noget uanset jeg havde 9200 tilbage til mig selv, efter a-kasse, og fagforening var betalt…
For et godt helbred og hvad der medfølger, levede jeg gerne for 9200 den dag i dag, igen da… Men sådan spiller klaveret nu engang ikke! Folk piver konstant over penge, uden at mangle en skid. Jamen en fp giver frihed og bla bla bla… Hvad skal jeg med den, når jeg ikke har haft helbredet til at bruge friheden til noget som helst, sådan er der så meget.
Det er muligt jeg er en sur, middaldrende mand - men ondt i røven over penge? Nej.