Om forråelse og stigmatisering i psykiatrien
Skrevet af
PKB
Når jeg her skriver om mine oplevelser af forråelse og stigmatisering i
psykiatrien, så gælder det primært hospitalspsykiatrien og privat
praksis. Jeg har generelt set oplevet en mere empatisk og menneskelig
indgangsvinkel i socialpsykiatrien. Disse oplevelser ligger også ca. 15-
25 år tilbage i tiden, så det er en mulighed, at der er sket forbedringer
siden dengang. Dog er det nok ikke tilfældet alle steder. Det jeg skriver
her er et udtryk for mine egne oplevelser i psykiatrien. Der refereres til
psykologen Dorthe Birkmose, som er ekspert i forråelse. Dels på
baggrund af artikler af hende samt e-mail-korrespondance, som jeg har
haft med Dorthe Birkmose.
Dorthe Birkmose definerer forråelse som en udviklingsproces, hvor
man gradvist bliver mere og mere rå og brutal i sin tænkning og sine
handlinger (Birkmose, 2013). Ondskab er, når vi gør andre ondt, det vil
sige, når vi skader andre fysisk og/eller psykisk ved ekstreme og
grænseoverskridende handlinger (Kuschel & Zand, 2004). Alle kan
handle ondt, men nogle har mere tilbøjelighed til det end andre
Birkmose har det synspunkt, at alle har mulighed for ondskab i sig,
derfor bør man ikke dæmonisere onde mennesker, da muligheden
ligger potentielt hos alle mennesker. Dog vil jeg selv bemærke, at der
her er en fare for at bagatellisere ondskab. Det er min erfaring, at hvad
man kunne kalde absolut ondskab findes i en eller anden form.
Den jødiske filosof Hannah Arendt skrev om retssagen i Jerusalem
mod en af arkitekterne bag holocaust (udryddelsen af jøderne) Adolf
Eichmann i sin bog ”Eichmann i Jerusalem - En rapport om
ondskabens banalitet.”. Her beskriver hun Eichmann som en helt
almindelig ambitiøs embedsmand, der blot havde lagt sit personlige
ansvar og moral væk. Det var tankeløshed. Han gjorde, hvad han fik
besked på. Det bemærkelsesværdige ved Eichmann var hverken
dæmoni eller dumhed. Han var bare ikke i stand til egentlig at tænke.
Den sørgelige sandhed er, at langt de fleste onde handlinger begås af
folk, der ikke har besluttet sig for at gøre hverken godt eller ondt.
Deres handlinger er et udtryk for tankeløshed.
Hannah Arendt er dog senere blevet kritiseret i denne analyse for at
relativere ondskaben hos Adolf Eichmann. Forskellige vidnesbyrd har
vist, at han ikke bare var en almindelig embedsmand, men at han
virkelig hadede jøderne og var en dedikeret nazist. Det nazistiske
regime muliggjorde personers udlevelse af psykopatiske og sadistiske
8
behov. Men ikke alle handlede ondt. Der var fx også
modstandsgrupper i det nazistiske Tyskland.
Dorthe Birkmose beskriver, hvad der sker, når fx personale møder
ondskaben hos sig selv og kolleger. Man bliver nødt til at bruge
forskellige forsvarsmekanismer for at dulme den angst, som det
udløser. Birkmose opregner flere forskellige forsvarsmekanismer. Fx
fortrængning: Man kan benægtende tænke, at situationen ikke har
fundet sted, eller man har misforstået situationen. Humor og
bagatellisering kan være at distancere sig ved at grine af det hele, eller
tænke, at det er jo heller ikke så slemt. Forsvarsmekanismer er
nødvendige for, at personalet ikke skal blive ædt op af angst, men
samtidig risikerer man at bedrage sig selv i en grad, så man alligevel
ender med at ødelægge sig selv.
Forråelse kan være et forsvar mod patientens lidelse. Man
bagatelliserer patientens lidelser, da det er for hårdt eller svært at
forholde sig til så stor smerte som fx en svær depression kan indebære.
Birkmose skriver, at onde handlinger ikke skyldes onde intentioner.
Det er, når fagligheden ikke slår til, at forråelsen får fat. Det eneste
reelle værn mod forråelse er en faglig forståelse for de mennesker, som
har brug for hjælp.
Mine erfaringer med forråelse drejer sig både om de behandlere, der
var højt på strå (psykiatere og psykologer), men også mere almindeligt
plejerpersonale. Min oplevelse var, at disse personer bevidst valgte at
være onde og forråede over for deres patienter. Jeg mener, de kunne
beskrives som havende psykopatiske, narcissistiske og sadistiske
karaktertræk. Jeg synes ikke der var nogen undskyldning for at handle
ondt. Så deri er jeg i al fald delvist uenig med Dorthe Birkmose.
Det er min opfattelse, at disse psykiatere og psykologer havde valgt
psykiatrien delvist pga. muligheden for at udøve magt og få afløb for
deres sadistiske tilbøjeligheder. I psykiatrien havde de let spil, da de
arbejdede med nogle af de allersvageste borgere i samfundet. Det er
også min opfattelse, at et andet motiv var det narcissistiske, der
handlede om, at de kunne se dem selv som magtfulde og særligt
betydende mennesker med høj uddannelse og deraf følgende prestige
og økonomisk set tilhørende den højere middelklasse. Det er min
opfattelse, at jo højere tanker de havde om sig selv, desto mindre
respekterede de patienterne, som ligeværdige mennesker.
Min privatpraktiserende psykiater, hvor jeg gik i otte år var, sådan
9
som jeg oplevede det, særdeles ubehagelig, ondskabsfuld og forrået.
Den officielle psykodynamiske eller psykoanalytiske forklaring på det
sidste lange forløb på fire år med terapi fire gange om ugen var nok at
behandle min svære skizoide personlighedsforstyrrelse ved bl.a. at
arbejde med interpersonelle relationer, men den uofficielle forklaring
var helt klart at maksimere indtjeningen i privat praksis, hvilket
underbygges af at han fx udtalte, at ”han jo fik penge for det”. Han
respekterede mig ikke som et ligeværdigt menneske og gad egentlig
ikke høre på mig, men han fik jo penge for det.
Situationen omkring terapien var den klassiske psykoanalytiske
med, at jeg skulle ligge på en briks, hvor han så sad i en lænestol ved
siden af. På et tidspunkt sad han med hovedet lænet bagover og
snorkede. Det er min opfattelse, at det var for at give udtryk for, hvor
lidt han respekterede eller anerkendte mig som person. Det sidste år,
hvor jeg skulle skrive mit speciale på min uddannelse, skulle vi stadig
analysere drømme, selvom jeg mange nætter sov meget lidt pga.
stresspåvirkningen fra mit speciale. Den eneste respons på mine
problemer med specialet var ”Er det fordi at du er syg?”. Terapien, der
skulle hjælpe mig var en yderligere belastning for mig, og manglen på
fx rådgivning om, hvad jeg skulle efter afslutning af min uddannelse
og i det hele taget hele forløbet resulterede i en svær nærmest kronisk
depression, som var tæt på at have kostet mig livet ved
selvmordforsøg.
Et andet eksempel var med en psykolog, der havde diagnosticeret
mig med dependente træk (hvilket betyder man er uselvstændig og
afhængig af andre). Diagnosen skal jo være et redskab til at planlægge
en behandling, der skal hjælpe patienten, men psykologen brugte den
til det modsatte. Nemlig at håne mig for at være afhængig af mine
forældre. Dertil kan bemærkes, at ved mange alvorlige sygdomme vil
man blive mere afhængig af andres hjælp heriblandt af sine pårørende.
Psykologen havde også sagt til min far, at de skulle anskaffe en
nummerviser og så lade være med at tage telefonen, hvis jeg ringede.
Det var sådan han mente, at det ”dependente” personlighedstræk skulle
behandles, hvilket var et udtryk for forråelse og stigmatisering af mig
som patient. Det er min opfattelse, at det andet personale (hans
kollegaer) vidste, at han havde den slags holdninger og at man
stiltiende accepterede det. Måske fordi man i mere eller mindre grad
havde de samme holdninger, dog uden at give så direkte udtryk for det.
Det er det Birkmose mener, at hvis kulturen fx på en afdeling generelt
er forrået, så der er ingen der siger fra. Og endvidere man siger ikke et
10
ondt ord om en kollega. Det er sådan kodekset er.
Birkmose bemærker: ”Det er et af de soleklare faresignaler, når
professionelle har brug for at stive sig selv af med "som psykolog ved
jeg jo... ” eller "som leder... ” eller lignende forsøg på at puste sig selv
lidt op. Det er jo fuldstændig ligegyldigt, hvilken uddannelse man har,
eller hvor længe man har været ansat. Omnipotens er faktisk den mest
primitive forsvarsmekanisme, som vi mennesker har. Vi bruger den
kun, når vi føler os utilstrækkelige og mindreværdige. Så får vi brug
for at høre os selv tale om egen fortræffelighed. For at få det bare lidt
bedre med os selv. Så i virkeligheden afslører psykologen (han var
oven i købet dr. phil.), at han inderst inde kan mærke, at han er
utilstrækkelig. Problemet med omnipotens er, at den
forsvarsmekanisme som regel følges ad med devaluering. Devaluering
lindrer nemlig også på mindreværdet. Ved at nedgøre andre kan man
føle sig som lidt mere selv. Det er primitivt. Men effektfuldt. Og så har
du helt ret i, at bagatellisering af andres problemer kun hjælper den,
der bagatelliserer. Det er ingen hjælp at få sine problemer
bagatelliseret skriver Dorthe Birkmose.
Recovery og empowerment kræver fagligt stærke professionelle. Så
fagligt stærke, at de ikke behøver at puste sig op, stive sig af, hævde
sig selv, vide bedst eller være ekspert. For mig er spørgsmålet, hvordan
vi på afdelingerne og på tilbuddene kan sørge for at de enkelte
professionelle føler sig så fagligt stærke, at de kan flytte fokus fra
deres egen indsats til det andet menneskes liv skriver Dorthe
Birkmose.
Efteruddannelse og supervision er ingen garanti for noget som helst.
Og vi kan heller ikke fyre os ud af problemerne. Jeg har fulgt en del
arbejdspladser, hvor man har fyret dem, der udviste forråelse - blot for
et par år senere at konstatere, at selvom hele personalegruppen nu er
udskiftet, så er kulturen den samme. Forråelse er ikke et individuelt
problem, men et kollektivt problem. Når din psykolog laver
konklusioner om, at du overdriver dine problemer, så er der jo andre
professionelle på afdelingen som ved det - og som lader ham gøre det.
Hans kolleger kender til hans selvværdsproblem, og det er deres pligt
at gribe ind. Derfor tror jeg på, at der skal arbejdes med
gruppedynamikkerne skriver Dorthe Birkmose.
Et eksempel på bagatellisering er en episode hvor jeg gennem
måneder på en afdeling ikke havde kunnet sove stort set hver eneste
nat. Der fik jeg at vide af psykologen, da jeg ytrede tanker om
selvmord: ”Ah, du vil begå selvmord, fordi du ikke kan sove en enkelt
11
nat”. Hvor realiteten var, at jeg ikke havde sovet i flere måneder. Jeg
fik også at vide af en sygeplejerske, at hun ikke ville høre på, at jeg
ikke kunne sove for, det var da meget værre fx at høre stemmer (altså
være psykotisk). Jeg har også flere gange fået stukket vendingen "Det
fylder for meget" i hovedet, hvis jeg havde meget svære symptomer
pga. af min sygdom. Bagatellisering af patientens problemer eller
symptomer er noget, man nogen steder bruger i vid udstrækning.
Selvom den gode behandler eller terapeut netop er kendetegnet ved
ikke at bagatellisere patientens problemer.
I forbindelse med samme episode havde jeg sprunget ud af vinduet
på min stue om natten for at løbe hjem med alle mine sager til min
lejlighed, fordi jeg var så desperat. Jeg nåede ikke langt og måtte ringe
på for at få nattevagten til at lukke mig ind. Den følgende morgen fik
jeg en ordentligt omgang skældud af en plejer over, hvad jeg havde
gjort. Det blev tolket i retning af, at jeg ville opnå sekundær
sygdomsgevinst i form af at få ordineret sovemedicin, selvom det blot
var et udtryk for desperation over min situation. Jeg synes slet ikke jeg
havde brug for skæld ud i den situation. I øvrigt mener jeg det
psykoanalytiske begreb om sekundær sygdomsgevinst er et udtryk for
forråelse og stigmatisering i patient-terapeutrelationen.
En anden episode var da jeg var blevet indlagt på en lukket afdeling.
Dagen efter fik jeg udgang og forsøgte at drukne mig nede ved vandet i
Århus. Det lykkedes ikke, og jeg løb tilbage til afdelingen drivvåd. Da
jeg kom ind på afdelingen fik jeg skældud for, at jeg havde forsøgt
selvmord af en plejer. Jeg mener, at i den situation, hvor jeg var meget
forpint af min depression, havde jeg ikke brug for at få skæld ud. Jeg
mener, det var et udtryk for forråelse at skælde mig ud og bebrejde
mig, hvad jeg havde gjort. Plejeren skulle snarere have udvist
forståelse for min forpinte situation og indgivet mig håb om, at det
kunne blive bedre.
I den indledende fase til min første svære depression blev jeg
henvist til distriktspsykiatrien. Her blev jeg henvist til fysioterapien på
psykiatrisk hospital pga. af spændinger og smerter i armene.
Fysioterapeuten var hård og havde ingen forståelse for min situation.
Hun gav nærmest udtryk for, at det var mig selv der var skyld i
spændingerne (”hvorfor spænder du så meget”). Selv om det jo var
pga. sygdommen, og jeg ikke havde bevidst kontrol over det.
Endvidere om mine smerter at ”at alle har jo lidt ondt”, hvilket jo er
forkert. Det er ganske få, der har en så svær depression, at man har
psykosomatiske smerter, der nærmeste føles noget i retning af
12
cancersmerter. Endvidere gjorde hun grin med måden jeg sagde farvel
på, så jeg forlod behandlingen grædende. Det er en meget dårlig
terapeut, der sender sine patienter ud af døren grædende (det gjorde
min privatpraktiserende psykiater også). Konsekvensen var, at jeg ikke
ville finde mig i den behandling og stoppede. Da jeg efterfølgende kom
til distriktssygeplejersken var der ingen kære mor. Jeg fik en ordentligt
omgang skæld ud for at have afbrudt behandlingen hos
fysioterapeuten, selvom jeg var i min gode ret til at sige nej tak til et
behandlingstilbud. ”Hold kæft hvor er du følsom, det kan jeg også
mærke på dig”. Så var det mig der var noget i vejen med, selvom det
var fysioterapeuten, der var uduelig og inkompetent og slet ikke skulle
have været ansat inden for psykiatrien.
Forråelse optræder i alle kategorier af personale. Fra lavt
uddannede (fx plejere), mellemuddannede (fx sygeplejersker og
fysioterapeuter) og højtuddannende (fx psykiatere og psykologer). Så
der er ikke sammenhæng mellem uddannelsesniveau og forråelse.
Birkmose bemærker: ”Der er blot en kedelig tendens til, at jo flere
fagbegreber man har til sin rådighed, desto bedre kan man sprogligt
camouflere sin forråelse. Jeg kan jo også se det hos mig selv. Jeg har
skrevet en bog om forråelse og holdt foredrag i 16 år om emnet, og
alligevel griber forråelsen mig igen og igen. Viden er desværre ikke en
vaccination mod forråelse. Der er ingen nemme løsninger på dette
problem. Men det er et alvorligt problem, der skal frem i lyset, så vi
kan få gjort noget ved risikoen for at psykiatribrugere, børn, socialt
udsatte, arbejdsløse, ældre, kriminelle osv. osv. kan opleve at blive
krænket af professionelle.”
Litteratur
Birkmose (2013). Når gode mennesker handler ondt. Tabuet om
forråelse. Syddansk Universitetsforlag.
Kampen mod forråelse begynder hos os selv. Birkmose, D. (2010).
VidensTema, vol. 5, forår.
Kuschel, R. & Zand, F: Ondskabens psykologi – Socialpsykologiske
essays. Frydenlund 2004.
Hannah Arendt. Eichmann i Jerusalem - En rapport om ondskabens
banalitet. Gyldendal 2008.