Elektrokonvulsiv terapi (ECT)

Revideret af Psykiater Morten Birket-Smith

Til trods for alle rygter er ECT en effektiv, hurtig og skånsom behandling af depression og visse angstsygdomme, når patienten samtidig er deprimeret.

ECT er en sikker behandlingsform, der kan bruges både til ældre og til mennesker, der lider af en hjertesygdom eller på anden måde er skrøbelige.

Behandling

Behandlingen med ECT finder altid sted på et sygehus, ofte på psykiatrisk afdeling. I de fleste tilfælde kan man få ECT ambulant og tage hjem igen samme dag.

En af lægerne på den psykiatriske afdeling giver dig behandlingen. En narkoselæge giver bedøvelse og narkose. Det nødvendige antal behandlinger afhænger i høj grad af den enkelte.

Du bliver lagt i fuld narkose og får en muskelafslappende injektion. En læge udløser herefter et krampeanfald ved at give et svagt elektrisk chok hen over tindingerne eller hen over højre tinding og issen.

Kun en meget lille del af strømmen fra det elektriske chok når hjernen. Denne aktiverer nervecellerne, og hvis de aktiveres tilstrækkeligt, udløser de et krampeanfald. Dette er en rytmisk elektrisk aktivitet i nervecellerne, der varer i 25-60 sekunder. Da du er i narkose og fuldstændig afslappet, er det eneste, der bemærkes, nogle små muskelsammentrækninger.  Det er dette krampeanfald, der har den antidepressive virkning. 

Efter behandlingen skal du vågne og hvile dig lidt, mens sygeplejerskerne sikrer sig, at du er kommet dig fuldstændig.

Effektivitet og bivirkninger

Den gunstige virkning af ECT begynder sædvanligvis efter en til to uger, mens de fleste lægemidler tager to til fire uger om at give en mærkbar forbedring af dine symptomer.

ECT er sikkert og de fleste patienter har overhovedet ingen bivirkninger. Der er dog nogle få patienter, der får et kortvarigt hukommelsestab efter behandlingen. Hvis du har svært ved at huske hændelser fra tiden under og omkring ECT-behandlingen, vil din hukommelse blive normal igen efter nogle få uger.

Du føler dig måske en smule desorienteret umiddelbart efter behandlingen. Ligesom det er tilfældet med hukommelsen, er desorienteringen kun midlertidig og forsvinder typisk inden for nogle få timer.

Sidst opdateret:: 19. november 2009