Kognitiv adfærdsterapi
Revideret af Psykiater Morten Birket-Smith
Kognitiv adfærdsterapi er en psykologisk behandlingsmetode, hvor en terapeut arbejder med patienten om at forstå, hvordan tanker og følelser indvirker på deres adfærd. Målet med terapien er at ændre negative tankemønstre, der fører til patientens angst, og erstatte dem med positive og mere realistiske tanker.
Elementer af terapien omfatter eksponeringsstrategier, som giver dig mulighed for gradvis at konfrontere din angst og føle dig bedre tilpas i angstprovokerende situationer samt at praktisere de færdigheder, du har lært.
Stadig flere undersøgelser peger på, at kognitiv terapi er effektiv som behandling af flere angstsygdomme. Sædvanligvis sigter terapien mod at reducere fysiologiske symptomer, men den retter sig også mere specifikt mod psykiske aspekter af de forskellige sygdomme. Et antal sessioner med kognitiv adfærdsterapi af et omfang på 8-20 timer kan være nødvendigt til behandling af angstsygdomme.
Ved generaliseret angst og panikangst består et typisk behandlingsforløb af 16-20 timer, hvor halvdelen kan udføres af patienten derhjemme som en slags overvåget 'hjemmearbejde' fordelt over en periode på omkring fire måneder.
Ved OCD omfatter et typisk behandlingsforløb ca. 16 timers intervention baseret på eksponering og forebyggelse af reaktioner med længere og mere intensiv behandling hos patienter, der ikke kan forlade deres hjem.