Angst og irritabilitet

Psykiater Morten Birket-Smith

Hvis du har en depression, er det meget almindeligt, at du samtidigt er bekymret og ængstelig. Din angst kan knytte sig til økonomi og andre velkendte problemer, eller du kan føle angst for at få en alvorlig sygdom, at få anfald af panik eller at få tvangstanker.

Hvis du lider af en meget svær depression, kan du føle en rædsel over katastrofer, som du tror er uundgåelige.

Ved en såkaldt agiteret depression er angst, rådvildhed og rastløshed iøjnefaldende symptomer. Ved disse depressioner kan selvmordsrisikoen være høj, og behandlingen bør ske under indlæggelse.

Læs mere om angst.

Mænd

Hos mænd kan stemningsændringerne vise sig som øget irritation i stedet for tristhed. Du bliver måske:

  • Utilfreds
  • Nærtagende
  • Opfarende
  • Rastløs
  • Aggressiv.

I stedet for at blive passiv, er du aktiv. Men du får ikke noget ud af din aktivitet. Dine tanker er som ved andre depressioner præget af mindreværdsfølelser, pessimisme og sortsyn.

Sidst opdateret:: 20. november 2009