Nedtrykthed

Psykiater Morten Birket-Smith

Vedvarende nedtrykthed og tristhed er det centrale ved en depression. Psykiatere bruger udtrykket "forsænket stemningsleje". Det betyder ganske enkelt, at dit grundlæggende humør er nedsat. Du er altså ked af det - men mere end det:

  • Hvis du lider af depression, er du ikke bare ked af det - men meget ked af det!
  • Hvis du lider af depression, er du ikke bare ked af det tit - men ked af det hele tiden!
  • Hvis du lider af depression, er du ikke bare ked af noget - men ked af næsten alt!
  • Hvis du lider af depression, er du ikke bare ked af det i et stykke tid - men ked af det længe!

Mister evne til glæde

Din tristhed bliver ved og ved. Selv om du ind imellem kan se, at det er urealistisk at være så trist og sortseende, virker alt ligegyldigt eller truende. Du kan have en fornemmelse af, at noget ildevarslende, som du ikke er herre over, vil ske.

Desuden kan depressionen medføre, at din evne til at føle glæde forsvinder, sådan:

  • at du mister evnen til at more dig
  • at du mister evnen til at nyde musik, bøger og kunst
  • at du mister evnen til at nyde sex
  • at du har en pessimistisk indstilling og føler, at alt er håbløst
  • at du har en følelse af, at alt er trist og ligegyldigt.

Døgnvariation

Men selv om du er deprimeret hele tiden, kan du have det bedre på nogle tidspunkter af dagen end andre. Det kaldes for døgnvariation.

Døgnvariation ses ofte ved depression: Du vågner tidligt om morgenen og har det ganske forfærdeligt. Denne tilstand kaldes med et lidt gammeldags udtryk "morgenvånde".

I løbet af dagen lysner det en smule, og hen ad aften kan du deltage en smule i samværet med andre. Du kan få lavet lidt af det, du skulle. Du føler dig lidt mindre deprimeret.

Der er mange mennesker, som har en døgnrytme, hvor de er morgengnavne, men bliver i bedre humør op ad dagen. Når man har en depression, fortsætter denne døgnrytme, men på et lavere niveau, hvor hver morgen er uudholdelig, og hver aften blot er tålelig.

Sidst opdateret:: 20. november 2009