Fysiske symptomer

Psykiater Morten Birket-Smith

Depression kan medføre en række fysiske symptomer. Hvis du er depressiv, er det fx almindeligt, at din appetit er nedsat. Du føler ingen glæde ved at spise, og maden smager ikke af noget. Hvis du spiser, er det mest af pligt. Du spiser for lidt og kan få et større vægttab, som igen kan medføre, at du føler dig endnu mere træt og energiforladt og ikke har lyst til at spise noget. Og sådan kan den onde cirkel fortsætte.

Det kan dog også forekomme, at din appetit bliver øget, hvis du har en atypisk depression. Måske føler du en lettelse ved at spise, og i sådan et tilfælde kan du stige i vægt. Du bør altså være opmærksom på, at appetit- og vægtændringer uden anden forklaring kan være symptomer på depression.

Smerter

Hvis du har kroniske smerter fx som følge af gigt eller dårlig ryg, føles dine smerter værre, når du er deprimeret. Selvom du ikke har kroniske smerter i forvejen, kan en depression medføre forskellige smertesymptomer som:

  • Ømme muskler og led
  • Ondt i maven eller andre maveproblemer
  • Hovedpine.

Det er tit smerterne, der gør, at du går til læge. Derfor er det vigtigt, at lægen tænker på sygdommen depression, hvis du får smerter eller har smerter, som er blevet værre uden en tydelig fysisk grund. Omvendt kan smerter og andre kroniske symptomer også give en øget risiko for at få depression.

Anspændthed

Depressionen medfører, at du har svært ved at slappe af både fysisk og psykisk. Dine tanker kører i ring, uden at du kan tage beslutninger. Dine muskler er anspændte og måske ligefrem ømme, og selvom du er træt, kan du ikke slappe af og finde hvile. Denne anspændthed er med til at øge din fornemmelse af at have det dårligt og dermed din depression.

Træthed og manglende energi

De fleste deprimerede er trætte og klager over nedsat energi. Træthed og mangel på energi kan være så dominerende, at du måske ikke orker at stå op, gå i bad eller lave noget som helst. Trætheden gør, at du isolerer dig, fordi du fx ikke orker at tage telefonen, at have besøg eller at forholde dig til andre mennesker, end ikke dine nærmeste.

Sidst opdateret:: 20. november 2009