Kolleger
Psykiater Shashi Kant Jha
En deprimeret kollega har sjældent lyst til at fortælle om sin psykiske tilstand, og mange frygter ligefrem at blive fyret, hvis en kollega eller chef opdager deres sygdom.
En depression betyder ofte langvarigt sygefravær fra arbejdspladsen. Mange lider af tilbagevendende depressioner og må blive væk fra arbejdet i flere perioder. Depression kræver derfor stor forståelse og tålmodighed fra kolleger og ledelse.
Arbejdsindsatsen påvirkes
En depression påvirker bl.a. din kollegas tanker og hukommelse. Derfor kan arbejdsindsatsen blive påvirket på forskellige måder, fx. i form af:
- Manglende energi - kan ikke overkomme sit arbejde og begynder måske at sjuske
- Træthed - kommer for sent om morgenen
- Manglende koncentration - laver fejl i forbindelse med arbejdet
- Øget irritabilitet – farer hurtigere op overfor kolleger
- Lavt arbejdstempo – bevæger sig og handler langsommere
- Ændret adfærd overfor kollegaer – trækker sig fx tilbage fra samvær.
Hvis du har en kollega, som har opført sig anderledes i en lang periode eller ændret sig på nogle af de områder, der nævnes ovenfor, så er det muligt, at han eller hun har en begyndende depression.
Du kan gøre flere ting i den situation:
- Du kan forsigtigt spørge, om din kollega er ked af det
- Du kan foreslå din kollega at søge læge, som kan afklare, hvad der er i vejen
- Du kan tilbyde din hjælp og fx tage med til lægen eller ordne praktiske ting
- Du kan tilbyde aflastning af din kollegas arbejdsopgaver.
Det eneste, du ikke bør gøre, er at begynde at undgå din kollega. Det er det sidste, han eller hun har brug for i den situation.