Læs dagbog

Jeg har længe gået og overvejet, om jeg skulle og burde begynde på at skrive om mine tanker og følelser.
Man hører altid, om hvordan det at skrive gør underværker for folk, hvordan det hjælper dem videre i livet og hvordan skriveriet bliver deres udvej og lys i mørket. Jeg har nu forsøgt en del gange at tage det op, men det er hårdt og brutalt. Det går her op for mig, hvor svært jeg stadig har det og man indser, at det er smertefuldt at tale om.

Jeg har dog alligevel valgt at forsøge. Jeg har det stadig skidt og det kan vel egentlig ikke stå værre til, om jeg så skriver eller ej?

Det er svært for mig at begynde, for hvor starter man i virkeligheden? Der er så meget jeg ønsker at få ned men der er ikke en start og en slutning, for hvornår startede det og hvornår slutter det? Hvordan, hvornår og hvorfor har jeg det som jeg har det nu? Og hvad er løsningen?
Jeg ønsker ikke hjælp, men alligevel gør jeg. Jeg ønsker ikke en slutning, men alligevel længes jeg efter bedring. Jeg ønsker ikke omsorg og bekymring men bliver samtidig trist uden.
Der er en omsorg og fortrøstning i, at vide at jeg har det som jeg har det og at det ikke vil ændre sig. At det er mit og kun mit.
Samtidig suger det livet og livsglæden ud af mig.