Læs dagbog

Hej igen,

Der er gået et par år siden sidst.
Meget er sket i den tid, men samtidig er næsten intet sket.

Hvordan fortæller jeg ham, at jeg stadig går med de grimme tanker som han frygter så meget? Når en bliver til to, hvor meget skal der så deles, før to bliver til en igen?
Jeg frygter dagen hver dag. Hvornår gennemskues jeg og hvornår bliver det for hårdt for ham, så jeg bliver alene med tankerne igen?

Jeg ønsker det ikke. Jeg vil det ikke men alligevel kryber det op som et varmt tæppe om aftenen.

Tanken om at miste den eneste som har valgt mig, gør så ondt. Men er det af de rigtige årsager? Er det fordi, jeg er bange for at miste netop ham, eller blot den eneste som har valgt mig? Er frygten at miste ham eller det at være alene?

----------

Siden sidst har jeg været strandet på land. Strandet i Danmark. Strandet i mine tanker og i en hverdag, jeg ikke selv har valgt. Jeg ved, at Søren Kierkegaard og de andre eksistentialister mener at alle valg tages, bevidst eller ubevidst. Men hvad gør man, når man skifter mening konstant?

Er det mig der tager valgene eller blot mit ene sekunds lyster og frygter?