Læs dagbog

Jeg kan ikke vente med at komme derfra... teknisk set har jeg 3 arbejdspladser. "Hoved" arbejdspladsen er der hvor dé er... det føles som om jeg kun kan kigge rundt og genkende folk på fejl jeg, eller de, synes jeg har lavet. Der er så mange opgaver, men jeg ønsker ikke længere at være der. Indtil for et halvt år siden var jeg så super energisk... nu kan jeg ikke vente på at smutte derfra hver dag. Ved ikke om de begynder at lægge mærke til det.

Det er svært at tale om og kan endda være svært at tænke på, for ofte kommer tårene bare... det gør ondt at være så formålsløst ked af det. Det er nemt at skjule for familien, de er i en anden del af landet. Kæresten opdagede for kort tid siden at jeg brugte siden her... jeg havde sagt det til ham, men så blev den prut lidgesom slået, og det var det.... han kan have svært ved at se ubehagelige ting. Han blev lidt rystet.

Det er underligt at kunne sidde til møde på arbejde, i et rum med mennesker, kigge rundt og misunde dem hvordan de bare taler sammen naturligt. Det meste sociale har for mig længe følt tvunget og akavet... sådan har det egentlig altid været. Først for nylig er jeg begyndt at blive så ked af det....

Jeg troede og håbede det bare var endnu en periode.. men det bliver ved. Selv efter gode dage kommer tårene. Det bliver snart svært at holde masken...

Jeg vil bare gerne blive hjemme... tegne
Ikke bekymre sig om hvad de tænker eller siger... Kan jeg ikke bare blive hjemme...