Læs dagbog

Sidste uge fik jeg sagt det til min leder... At jeg måske havde et problem... at jeg ikke kunne sige præcist hvad det var... og så begyndte jeg at tude, uden anden grund....

Min leder blinkede ikke engang. Han lod mig tale og spurgte ind til det en gang imellem. Med fuldstændig ro fortalte han om sin egen datter der var kommet til ham og hans kone, og havde været i tårer og fuldstændig utrøstelig, uden at kunne sige hvad det var. De havde ikke kunne gøre andet end at lytte og lade hende græde... Det gav en hel del støtte at høre ham tale om hans egne erfaringer på den måde. At han selv engang i en anden lederstilling, var brudt fuldstændig sammen i tårer foran sine ansatte fordi han skulle fortælle dem om en kollega, og vens, selvmordsforsøg....

Han fortalte alt dette fordi jeg blev ved med at understrege hvor pinligt det var og at INGEN må vide det på jobbet. At jeg skammer mig. At det virker svagt ikke at kunne styre det.

Han lovede at være fuldstændig diskret omkring det, og har fået en arbejdsmiljørepræsentant, eller hvad de nu hedder, til at kontakte mig. Det er dog lidt svært at skulle tale med nogen om at få det bedre, når man ikke kan sige "Dér! Det er derfor!"

Jeg har allermest bare lyst til at rykke teltpælene op igen, som jeg plejer. Konstant på farten. Ét sted ét år, et andet sted det næste... så når det ikke altid at blive et problem... stillestående, eller bare at være i det samme job over et år, sætter tankerne og problemerne igang igen, og jeg ved ikke hvorfor. Min søster kalder mig rastløs og det er jeg nok også af natur.... men vel ikke til et punkt hvor man spontant tuder i løbet af arbejdsdagen?

Det er underligt at der er nogen der ved det nu...