Læs dagbog

Der er et problem der skal løses. Der bør være mere energi og motivation ved det man gør og de services der ydes. I stedet er der træthed, magelighed og forsøg på at springe over hvor gæret er lavest. Ikke af et ondt hjerte, men fordi der altid er underskud. Ingen energi, ingen lyst, intet gå på mod, som i ”gamle dage”.

I stedet er der frustrationer og fjollede håb, dumme antagelser og passiv aggressivitet. Intet løses. Der tales måske om det en enkelt gang imellem, sjældent ligefrem, men så sker det samme igen, eller noget endnu værre endda.

Der stilles ingen spørgsmål. Der ignoreres og skubbes til side. Til side og til side, igen og igen. Det er ikke vigtigt? Det er ikke værd at bringe frem? Måske ikke, men hvorfor samler det sig så i en rådden bylt, gemt godt af vejen, men alligevel ikke langt nok væk, til at man kan skimte det lige under overfladen. De fleste ser det ikke. De fleste mærker det heler ikke. Hvorfor skulle man også det, når der ikke er nogen der mærker efter? Der er ikke nogen der har lyst til at se efter. Der er rigeligt, men ingen nær nok.

Jeg er træt og ensom. Så tom og slidt ned af at være tom. Jeg orker snart ikke at forsøge mere. Jeg er træt. Måske hul også. Og alligevel ikke. For indeni er der alligevel de ting der for mig til at græde. De er ikke udenpå. Alt omkring mig er fint. Det er indeni det gror. Forkert og spirende. Det er mørkt og koldt, så jeg søger ind og ned i det bløde og varme. Jeg er stadig alene, men det er ikke så slemt når jeg er… alene. Isolering gør mig værre blandt folk, men jeg har det bedre der, hvor jeg ikke skal bruge energi og forsøg på at tale. Især når det lykkes mig ikke at tænke over det. At tænke på det er koldt og ubehageligt, og det tjener ikke meget mere end til forvirring og mere ked af det. Jeg bliver heller ikke bedre af det.

Når jeg lukker øjnene føler jeg mig alene. Når jeg åbner dem igen ser jeg mennesker jeg ikke orker at være sociale med. Det lykkedes nogen gange, at være det dog. Ofte endda, til tider. Men det er altid ved at bruge al energi, al viljestyrke og alle mine manerer. Skallen er tynd, men stærk alligevel. Angsten for at blive set ned på, eller for at blive omtalt skuffet/surt/stødende er alligevel større end risikoen der er ved at være ærlig. Jeg er ikke ærlig overfor mig, eller dem. Jeg er overfladisk. Smiler og joker, som en professionel. Nogen gange med en desperat følelse, som at klynge sig til et stykke drivtømmer. Fremstå normal og ”pep”. Lad dem ikke se det. Lad dem ikke mærke det. At jeg er hul og kold. Ubehagelig og ensom. Jeg er nok bedst, som ensom. Bedst alene. Jeg kan ikke bidrage med noget alligevel. Det er fint at de fravælger mig, selvom det måske sårer mig lidt, men jeg kunne ikke garantere at bidrage med noget hele tiden alligevel. Selv hvis jeg gav alt den ene dag, og opretholdte skallen, er der ingen garanti for hvor længe det kunne vare. Hvor længe jeg kunne blive ved med at være god at være sammen med. Hvis jeg er mig selv, stille, fjollet, tungsindig, selvudslettende, hvad skulle få nogen til at udholde det?

Jeg søger at være alene fordi det gør ondt, selvom det gør ondt. Interesser er til for at abstrahere dig fra det. Producer så noget i dit liv har selv bare den mindste værdi. Producer. Mere. Lav mere, få det online, få likes. Se det, hvis I ikke vil se mig. Den ros I giver det jeg producerer, må være lidt til mig så. Ikke det hele. Men noget af den. Mindst lidt, det er jo mig der har lavet det. Jo mere behov jeg har for rosen, eller bare opmærksomheden, jo mere producerer jeg. Desperat og arbejdende, prøver jeg at glemme, mens jeg skridt for skridt færdiggør en ny del. Se den, og se mig.

Tingene halter. Jeg halter. Mit knæ, og hoved, er dårligt. Nogen gange er det svært hævet og fungerer knapt nok. Så gør jeg det jeg altid gør. Bider tænderne sammen og bruger det alligevel. Så bliver det lidt bedre og min lektie er; du skal bare fortsætte. Selvom det gør ondt. For hvis du sætter dig ned og prøver at hvile det væk, så hæver det og gør ondt.

Jeg er her stadig. Vandt til at det gør ondt.