Læs dagbog

Så.. Jeg har nu gået ved de samtaler ved psyk. sygeplejersken et par gange..

Denne gang talte vi en del om en episode jeg har oplevet, som skete i Egypten.. Hvor jeg oplevede at blive truet og var ekstremt bange..

Hun spurgte mig så hvordan mit nuværende jeg så på de mennesker der udsatte mig for det.. Og jeg er vred.
Jeg er vred over, at der findes mennesker som mangler så meget empati i deres liv, at de vil smide en ung pige ned på gaden.. Uden nogen chancer, MIDT om fucking natten... Det er så klamt, at sidde tilbage 8 år efter.. Og være mærket af det.. Mærket af andres menneskers mangel på omtanke. Jeg havde ikke gjort andet end at elske deres søn ubetinget.. Og nej jeg forstod da ikke deres kultur og deres liv helt.. Men jeg var åbenhjertet.

Men så spurgte hun.. Hvordan den vrede føles.. Hvor sidder den? Og først havde jeg det sådan lidt.. hvad fanden snakker hun om? Hvor sidder vreden? Det sidder da... da... da.. Ja hvor sidder den? Mit system lukker fuldstændig ned.. Jeg kan sige jeg er vred.. Jeg kan blive vred.. Men jeg ved sku da ikke hvordan den føles.. Og hvorfor er det så så vigtigt?

Jeg ved det ikke.. Men når jeg tænker tilbage... Så har vrede altid været et problem for mig.. Det har altid været en følelse jeg har holdt nede og den har så på et tidspunkt eksploderet...

Men min opgave indtil næste gang er så at mærke efter hvad der sker når jeg bliver vred.. Fordi jeg skal lære at skille følelser fra hinanden.. Vrede og ked af det..

Det gik mig til at tænke.. Det første person jeg kan huske jeg var vred på.. er min mor.. Det er måske ikke så sært..

Min mor er jo Bipolar. Jeg var vred. Fordi hun lå inde i den seng.. hun lå der bare. Og jeg husker følelsen af, at have lyst til.. Jeg gjorde det aldrig.. Men jeg havde lyst til at råbe og skrige.. Stå nu op mor.. Stå nu op. Gør noget.

Ja nå.. jeg tager et skridt længere ud i sumpen af undertrykte minder. På et tidspunkt kommer jeg igennem og over bjerget til den anden side.. Håber bare det bliver før jeg drukner.