Læs dagbog

"Der er tegn på depression"... Sådan sagde lægen til mig efter jeg havde svaret på de spørgsmål hun havde læst op...

Jeg må indrømme, at jeg slet ikke havde tænkt tanken. Jeg kunne bare mærke.. At der ligesom var noget som ikke var okay.. Den der svimmelhed, åndenøden, ligegyldigheden ved de daglige ting og den irritation der lurer i baggrunden af mit sind..

Jeg kunne ikke mere... okay? Der skal sku ske et eller andet.. Jeg føler jeg deltager i et kapløb, som jeg bare overhovedet ikke har nogen chance for at vinde.. Ikke fordi man skal vinde, det skal man jo ikke.. Men når det føles som om alting farer afsted og man selv bare står forvirret midt i det hele...

Og det er ikke fordi jeg ikke prøver. Jeg er stædig og viljestærk. Jeg står op og jeg er der for mine unger.

Men jeg skylder sku også min familie og mig selv, at erkende, at tristheden er der.. Der er de tårer, som jeg ikke ved hvor kommer fra. Klumpen i brystet, som vokser sig større og større..

Min mors råd var "Tag ud og løb." Jeg skal måske lige sige, at min mor er bipolar, det samme som hendes far... Så hun ved hvad hun taler om.. Men lige der havde jeg faktisk overhovedet ikke brug for hendes råd.

Nå men imorgen skal jeg have taget blodprøver. Hvorfor ved jeg ikke helt. Men vi må se. Ellers går jeg og venter på at få en tid til opstart på et forløb med en psykiatri sygeplejerske.