Læs dagbog

Jeg havde en virkelig svær episode natten imellem lørdag og søndag..

Min kæreste (Jeg ved ikke engang om han er det lige nu) har ptsd.
Nå men i lørdags var det min fødseldag. Det var en SUPER hyggelig dag og han havde virkelig givet den gas med hygge og overraskelser og jeg var bare så glad.. Og jeg fortalte ham flere gange hvor meget det betød for mig..

Så om aftenen så får vi os lidt alkohol. For mit vedkommende omkring 3 genstande. Men min kæreste drikker øl og blander også med sprut. Jeg siger til ham... Tænk dig nu om.. Stille og roligt. Fordi hans ptsd fucker op når han drikker for meget..

Aftenen går..

Og så da vi kommer ind i soveværelset, så uden at gå i for mange detaljer.. Så gør han noget der rammer mig på selvtilliden.. Og jeg bliver ked af det..

Rimelig fucking træls. Men sådan er det altså bare, man er ikke selv herre over hvornår man bliver ked af det...

Men hey.. Jeg gør så noget andet end det jeg plejer. Jeg siger det rent faktisk ligeud. "Jeg blev sku lige ramt på selvtilliden, det erikke dig, det er mig" agtig..

Og jeg havde bare brug for et kram. Et "du er god nok som du er."

Men han går totalt i forsvar, argumenterer helt vildt. Jeg sidder i en skrøbelig tiltand. Og han får mit hoved til at køre fuldstændig rundt. Når jeg tænker tilbage på lige det øjeblik så kan jeg nærmest kun se hans mund åbne og lukke sig hurtigt.. Og det var også sådan det føltes.

Han ender med at gå ud af rummet og ind i stuen og se tv. Jeg ligger og mit hjerte banker og jeg føle denne her... dyb ensomhed? At jeg for første gang i lang tid tillader mig at være åbent skrøbelig (Jeg plejer nemlig at gå ud og græde på toilettet, i badet eller når jeg vasker tøj eller lign.) og så bliver jeg bare forladt.

Jeg har ikke de ord der skal til for at beskrive hvordan det føles.

Jeg ligger mig til at lytte til en lydbog for at fjerne fokus. (Det er jeg nemlig blevet god til). Jeg falder i søvn. Der går en time så kommer han ind igen. Jeg fornemmer jeg fylder hele sengen, så jeg ligger mig over til den ene side så han også kan være der..

Men han står ligesom lidt og så siger han noget i stil med "Jeg går kraftedme et andet sted hen og sover."

Og så bliver jeg bare lys vågen.. Bling sagde det ligesom lige. Mine indre alarmklokker går igang.

Jeg ligger lidt og så kan jeg høre han rumsterer i rummet ved siden af soveværelset. Det er et mega rodet gæsteværelse. Jeg går derind. Og han kaster nærmest rundt med tingene, men han er ved at prøve at ligge en madras ned så han kan sove der.

Han er meget sur og meget afvisende.

Der er et tidspunkt hvor han er inde i stuen og han går ned af en gang og jeg går bag ved ham. Og så vender han sig om. Og jeg bakker. På den der måde "Fuck ham er jeg bange for." Han skulle bare ligge en lighter på bordet. Men han ser det. Og jeg ser det. Det var mit instinkt. Han har aldrig gjort mig noget. Men alligevel blev jeg bange. Jeg ved ikke hvorfor.

Jeg går ind i seng igen. Han går ind i gæsteværelset.

Men så kommer beskeden "Jeg ser om jeg kan finde et andet sted imorgen når vi vågner.."

(Her skal jeg nok fortælle, at vi er et sted lige pt. Hvor vi egentlig havde givet op omkring forholdet. Men vi fandt gnisten igen og så skete denne her episode så)

Jeg stirrer på min telefon. Jeg trækker vejret dybt.

Samtalen foregår over messenger. Og han fortæller mig bl.a. at han ikke har lyst til at leve. At alle mennesker er hunde. At han vil købe en foldemadras og putte i hans bil og køre herfra.

Jeg bliver så bange på hans vegne. klokken er 4 om natten og jeg ringer til hans svorger (jeg ved han er til fest).

Imens siger min kæreste så, at hvis jeg gør det. Så skrider han uden telefon.

Så jeg skynder mig udenfor, så han ikke opdager at jeg snakker med svorgeren. Og vi aftaler at jeg holder øje med min kæreste og så vil han så også snakke med ham næste dag..

Næste dag da svorgeren ringer.. (Jeg har glemt at fortælle at jeg havde kontaktet ham.. fuck). Min kæreste bliver så sur.. Han siger at ingen er til at stole på og at han er skuffet.

Jeg reagerer med tristhed først. Men så bliver jeg sku sur.

Hvis man IKKE kan stole på MIG der lå fucking vågen 2 timer, fordi jeg var bange.
Det er fucking dumt, men jeg var også bange for, at det ville slå helt klik for ham og han ville gøre mig noget. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg var også bange for at han ville gøre sig selv noget. Rigtig bange. Så jeg lå vågen og lyttede.
Og det var mig der bekymrede mig nok om ham til at ringe til en person som jeg vidste ville kunne hjælpe. Jeg vidste han ville komme og hjælpe mig hvis det virkelig var nødvendigt..

Min kæreste ville have jeg skulle have været ligeglad.. Det kommer jeg bare aldrig til at kunne være. Så jeg fortryder intet, udover at jeg skulle lige have sagt at jeg havde ringet til ham.. Men den der hukommelse. -.-.

Idag mandag er jeg bare.. Virkelig.. Trist?... Jeg har lige digt fordi jeg havde brug for at få en følelse ned på papir.

--------

Tårer

Hvad var det der skete?
Hvad gjorde jeg forkert?
Jeg mærker tårerne der presser på.

Jeg mærker tårerne der presser på,
imens jeg smiler til mine børn.
Jeg mærker tårerne der presser på,
imens jeg kysser dem godnat.

Jeg føler ikke jeg er med.
Hvem er det der styrer min krop?
Hvordan bliver jeg ved?

Hvordan bliver jeg ved,
når det hele føles så ligegyldigt.
Hvordan bliver jeg ved,
når intet føltes sikkert.

Jeg farer rundt på skælvende grund,
åndenød, Jeg vakler,
Hvordan kan jeg sige stop?

Hvordan kan jeg sige stop,
når ingen lytter?
Hvordan kan jeg sige stop,
når ingen ser min smerte.

Men jeg ser.
Jeg mærker min smerte,
og nu flygter jeg ikke mere.

Tårerne triller ned af min kind.

-----------

Jeg har selvfølgelig forlangt at min kæreste søger hjælp. For det vil jeg bare ikke finde mig i.

nå men dybt suk herfra...