Læs dagbog

Ved min sidste samtale ved den psyk. sygeplejerske jeg går ved talte vi en del om min barndom.

Vi talte om hvor alene jeg følte mig. Jeg havde kun min mor og min bror. Min mor var der, men så alligevel ikke. Jeg læste min dagbog fra da jeg var 14 - 16 år. Hvor jeg flere gange skriver om hvordan min mor er forsvundet, at livet er for hårdt til hende.. Men hendes børn er jo lige her.. Hvad med os?

Jeg ved hun havde det svært. Men hvornår holder man op med at ville finde hjælp til sine børn??

Det værste var, at hun kunne love os en masse ting. Man troede på hende.. Og så skete det ikke. Til sidst holdt jeg op med at tro på hende..

Den eneste voksne jeg havde tæt inde på livet..

Hun vil så gerne snakke med mig om det og bearbejde det med mig.. Men jeg kan bare ikke. Ikke med hende. For jeg vil aldrig kunne være ærlig. Ikke 100 %. Og jeg vil det her 110 %. Jeg vil kæmpe for at finde den balance jeg mangler. Hvordan end det så ser ud.

Jeg har brugt det meste af mit liv på at forsvare min mor, hun var syg og ditten og datten.. Nu kan jeg endelig arbejde hen imod at sige MIN BARNDOM VAR IKKE FAIR OG JEG BLEV FANDME SVIGTET!

Men det er også på tide, at jeg finder min vej her i livet. Hvis jeg nogensinde skal lære mine unger at være glade. Så skal jeg vel selv finde den glæde..

Nå. Men psyk. sygeplejersken sagde nogle ord det betød ufatteligt meget for mig.. "Det er ikke unormalt, at mennesker med din baggrund har det som dig.". Hvor betyder det bare meget for mig. Den viden, at man ikke er mærkelig og den eneste i hele verden der har det som jeg har det.. Det er virkelig som om en sten har løftet sig.. Det betyder noget, det giver mig håb.