Læs dagbog

Jeg har haft en rigtig hyggelig dag..

Og så når vi tiden hvor mine unger er puttet, jeg ser en serie på tvet og så overvældes jeg af en.... Tristhed?..

Det starter dybt inde i maven, den der knude som de fleste mennesker oplever fra tid til anden... Føles ubærlig.

Jeg fælder et par tårer og skubber det væk. Indtil det er lagt bag lås og slå, indtil næste gang...

Jeg fik de her sindssyge impulser til at slå mig selv i hovedet.. Slå ked af det heden og alle de triste tanker væk, som ikke har nogen fast form andet end de tårer jeg føler presse på.. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke.

Men det får mig at overveje om man altid vil være selv skadende i sit inderste når man engang har skadet sig selv for at overleve??

Jeg tænkt rigtig meget på nogle ting jeg har oplevet i Egypten engang for mange år siden, da jeg boede dernede i et halvt års tid..

Jeg blev truet med tæsk, smidt ud på gaden af en kærestes råbende og skrigende familie, oplevede en hjerteskærende hjælpeløshed.. For jeg var alene.. om natten.. i et meget dårligt kvarter i Cairo.. Jeg blev så reddet.. Men jeg kan ikke give slip på den oplevelse.

Ligesom jeg heller ikke kan give slip på, at have set folk banke hinanden, fordi de ikke kunne enes... Engang måtte jeg tage kvindens nyfødte barn og gå ind i et rum imens de slåssede...

Jeg var ødelagt da jeg kom hjem. Men jeg forstår ikke hvorfor. Jeg blev aldrig selv rørt. Men jeg fik alligevel set for meget tror jeg. Jeg håber jeg en dag kan give rigtig slip på det.