Læs dagbog

Puha, nu kaster jeg mig ud i det og håber at I tager godt imod mig.

Jeg er nyoprettet herinde (2 uger) men synes allerede jeg kan se at der er kæmpe problemer de fleste steder jeg kigger hen. Håber jeg kan liste mig udenom kanter/faldgrupper, mudderkast, sarkasme og finde de folk som egentlig mener det godt og gerne vil hjælpe og som er interesseret i at hjælpe mig.

Jeg har en depresion, men vil ikke til lægen eller andre steder.. Har været der så mange gange om alt muligt og umuligt, så jeg ved hvad de vil sige...

-Tag disse piller resten af livet og så overlever du nok til du dør en dag...
-Tag dig nogen lange gåture, gerne midt på dagen..
-Del din dag ind i kasser og lav dig overskuelige mål. Skriv dine succeser ned, tre om dagen.

Men det virker bare ikke... Måske er jeg bare for doven til at gide hjælpe mig selv...? Måske har jeg bare brug for at folk omkring mig støtter op om mig..? Måske har jeg bare brug for kærlighed for at vokse...?

Tror mest på de sidste to, men det er vel egentlig også bare det letteste... for så skal jeg jo ikke selv tage ansvar, men sidde tilbagelænet og håbe at nogen gider elske mig som den JEG er... det kaldes en "medløber" tror jeg...

På den anden side... hvem vokser ikke af kærlige ord... eller at vide nogen ser en som den man er og ikke hvad man kunne være blevet?

Når de triste tanker kommer er det altid det samme...
-ingen elsker mig for mig,
-ingen ville opdage jeg var væk før end jeg skulle gøre noget for dem,
-ingen ved hvordan jeg har det
-hvorfor er jeg født skuespiller som kan smile selvom sjælen/hovedet/kroppen gør ondt
-hvorfor er det så let at lyve over for sig selv og andre

Alle er glade når man siger det går fint... Nu har jeg brudt min mur lidt ned og sagt "jeg overlever" det kan de jo ikke tage.. men hvad hvis jeg sagde, "jeg tænkte på at dø i fire timer igår, så bare det jeg snakker med dig er et skridt i rigtig retning" så ville DE nok dø...

Men goddag og velkommen til mit liv.. Jeg overlever jo nok til jeg dør en dag...