Læs dagbog
Jeg er virkelig ikke særlig godt begavet
En side i dagbogen "Livet op og ned..."
Skrevet af Bipolarix 2. juni 2018 23:56
Jeg har gået rundt med tanken om at jeg er rask.
Rask nok til at skære ned på medicinen.
Helt ned på sigt.
Men sandheden er at jeg har brug for den.
Nok også den som allerede er nedskrevet...
Jeg burde jo vide at når jeg sover stinkende dårligt, og egentlig ikke laver noget hele dagen, så er det jo fordi der er noget galt.
I går var der fest på værestedet.
Jeg valgte at blive hjemme fordi jeg ikke orkede det.
I stedet sov jeg en masse små stunder, og ellers kedede jeg mig bravt.
Lidt tumpet at blive hjemme når jeg er ved at kede mig ihjel.
Det giver ikke mening.
Der er to ting som giver mig mening pt.
Min søn, som har det rigtig godt er den ene.
Den anden er at skrive og læse her inde...
Det leder tankerne væk fra mig selv et øjeblik, og forekommer mig at være en meningsfuld og fornuftig beskæftigelse.
Det har dog den bagside at det kan gøre ondt at læse om andres lidelser...
Også selvom det er rart at mærke at jeg ikke er alene.
Det er dybt underligt at andres lidelse kan være en trøst.
Men sådan er det for mig, selv om jeg naturligvis ville ønske at alle havde det godt.
Resten af mit liv virker som en let depression.
Og jeg tror at jeg bliver nødt til at tale med Distriktpsykiatrien snarest, om at trappe medicinen op igen.
Lige nu går det den forkerte vej, og set i bakspejlet har det nok gjort det længe.
Og jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke har tænkt tanken at jeg er syg, før???
Jeg vil helst undgå at blive indlagt igen.
Det er sket alt for tit det sidste års tid.
Så hellere gøre noget ved det, inden det går galt.
Jeg tænker meget på at jeg ikke kan arbejde.
Det betyder sindsygt meget for mig at lave noget som jeg interesserer mig for, og som giver mening.
Nyttejob og flex er ikke en mulighed.
Jeg er alt for ustabil til at kunne møde op hver gang, og det i sådan en grad at en arbejdsgiver næppe kan leve med at hun ikke kan regne med mig.
Det forstår jeg godt.
Så ærgrer mig over at være kasseret af samfundet, men sådan er det.
Det er vel også derfor de bare gav mig
en pension, uden opfordring fra min side...
Jeg savner Anette.
Jeg tror ikke at jeg følelsesmæssigt forstår at et vidunderligt menneske pludselig bare er væk?
Det er virkelig svært at fatte fuldt ud...
Men livet går videre, og en let depression kan jeg klare med lidt hjælp fra medicinen.
Det er jo langt fra første gang...
Hvorfor kunne jeg ikke i stedet have lidt hypomani?
Det føles en hel del bedre...
Kærlig hilsen til mig selv, Bip.
Kommentarer fra andre brugere