Læs dagbog
Sindsyg i en normal verden, eller normal i en sindsyg verden?
En side i dagbogen "Livet op og ned..."
Skrevet af Bipolarix 6. januar 2018 18:06
Empati er en god menneskelig egenskab som tjener et godt formål...
Uden empati ville socialt samvær blive praktisk talt umuligt og meget smertefuldt...
Men vi lærer at selektere empatien, for ellers bliver også den smertefuld og invaliderende.
Vi er vel at betegne som sindssyge i en normal verden?
Men den "normale" verden er så præget af ondskab, vold, krig og ligegyldighed, at jeg er nødt til at anse den som syg.
Og det får mig til at tænke på alle de såkaldte "normale" mennesker derude...
En kop kaffe, en kage, og så til TV-Avisen, med nyheder om krig, konflikter, død og ødelæggelse..
Og med et normalitetsbegreb som knytter sig stærkt til kapitalistisk tankegang...
En verden hvor de fleste har lidt, de få har det meste, og nogle intet har!
Hvor bliver empatien lige af, når vi kigger ud i verden?
At tænke bare lidt dybere over alle de mennesker som sulter ihjel, det vil ramme hårdt i hjertekulen..
Men de fleste "normale" fortrænger de tanker.
For vores levevis er jo direkte skyld i at kloden skranter...
Rovdrift på råstoffer, et pengesystem som gør nogle rige, andre i stand til at leve en ok tilværelse, og så altså også nogle så fattige at de sulter ihjel, eller ikke har råd til behandling af sygdom.
Vi synes vi er empatiske.
Men set ovenfra er det sgu svært at få øje på i praksis.
Alle de "normale" derude, de er sgu i mine øjne virkelig syge i roen, når de kan leve med de aktuelle forhold, og være tilfredse med de konsekvenser vores "normale" liv har...
Og empatien har det ligeledes temmelig anstrengt, vi burde jo alle sammen græde over den ufattelige smerte derude... Som når man ser et barn der er ved at dø af sult.
Det fører mig frem til at vi måske i virkeligheden er normale, når vi bukker psykisk under i denne verden.
På en måde kan det betragtes som at der faktisk er noget sundt i at være sindsyg...
Jeg er i hvert fald for længe siden nået dertil hvor jeg ikke skammer mig, eller er flov, over min diagnose...
Og af en eller anden grund holder jeg mest af mennesker som er "skæve"....
For de lever med opmærksomhed på nogle reelle dysfunktioner i denne her verden.
Og hvorfor skrev jeg lige det her???
Hmmm?
Måske fordi jeg ikke orker at beskæftige mig med min sygdom lige nu?
Det går mildest talt ikke særlig godt, og jeg kan vælge at leve med det, eller få mere ECT.
Jeg vil helst ikke have mere ECT, for det er som om noget af mig forsvinder i den proces..
Så før jeg virkelig rammer bunden, så sker der ikke noget her...
Og tilbage til det første, så er vi måske bare sindssyge i en sindssyg verden...
Who knows???
Kommentarer fra andre brugere